John Davies fører Weber Masters

 John Davies fører Weber Masters

John Davies lavede i dag hele syv birdies i anden runde af Weber Masters, og det blev til ny banerekord i 65 slag. Sidste år gik Steen Ottosen i 64 slag, men det var med lejeforbedring.

Med en runde i fem under par bragte Smørum Golfcenters John Davies sig i dag frem i forreste linie i Weber Masters. En to-slags føring giver ham en smule luft og måske det lille forspring, der kan blive afgørende. Davies har før bevist sin store kapacitet. I 2006 vandt han Scanplan Tourens turnering i Golfklubben Storstrømmen i hele 15 slag under par.

Knud Storgaard, Peter Ankersø og Gustav Adell deler andenpladsen. Ingen af de tre formåede at bryde par i dagens runde, men i det samlede regnskab er de ind til videre lige med banens par.

I det hele taget er det erfarne spillere, der ligger i toppen af resultatlisten. Lars Edvinson, Jakob Borregaard og Andreas Andersson er blandt de ti bedste sammen med to ny-professionelle, Oliver Suhr og Philip Jacobsen.

Vejret slog om i løbet af dagen, fra blæst og byger til helt vindstille. De sidste spillere afsluttede i nærmest vindstille vejr, en klar fordel i forhold til de spillere, der startede tidligt.

57 spillere klarede cuttet herunder godt halvdelen danskere.

Førerbolden med de tre danske spillere John Davies, Peter Ankersø og Knud Storgaard slår ud kl. 10.30 søndag.


Seneste nyt

fra Nordjylland