John maler fyret for sidste gang på dets vante plads

John Kristensen har malet Rubjerg Knude Fyr fra samme vinkel i 40.

Løkken-maleren John Kristensen er så vild med Rubjerg Knude Fyr, at han har malet fyret fra samme vinkel i mere end 40 år.

Tirsdag var det så sidste gang, at han kunne male Rubjerg Knude Fyr på fyrets vante position på skrænten ved Lønstrup, da fyret blev flyttet 70 meter længere ind i landet. Til gengæld fik han en mulighed for at male et helt unikt motiv, da flere tusinde mennesker overværede fyrets flytning.

- Det er sjovt at få det der folkeliv. Netop at fange den stemning, der er i dag. Det her kommer ikke til at ske igen. Det er sjovt at få hele kødranden af mennesker med, siger John Kristensen.

Rykket til ny vinkel

I dagens anledning var John Kristensen rykket til en ny vinkel, da det var for blæsende at sidde på hans vante position ved fyret. Han har siden 1976 været fuldtids kunstmaler, og næsten lige så længe har han malet Rubjerg Knude Fyr.

- Når jeg sidder oppe ved fyret og maler, kommer der folk fra hele verden. Og de kommer år efter år for at besøge fyret. Det er helt utroligt. Fyret betyder rigtig meget for mange mennesker. Jeg havde en kunde, der var kørt hele vejen fra Tyskland for at være her klokken tre om natten. Så på den måde er det godt, at de får flyttet fyret, så de får det bevaret, siger John Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland