Jolle udløste redningsaktion

Jollen af typen laserjolle havde sejlet sat, og en overgang frygtede redningsmandskabet, at der havde været personer ombord. Foto: Per Frank Paulsen

En ubemandet jolle i vandet ud for Kandestederne udløste storstilet redningsaktion søndag aften.

En fisker opdagede søndag aften en laserjolle med bunden i vejret i vandet ud for Kandestederne sydvest for Skagen og slog alarm. SOK tog ingen chancer og sendte redningsbåde fra redningsstationerne i Skagen og Hirtshals, samt en redningshelikopter fra Aalborg af sted.

Den hurtigtgående redningsbåd fra redningsstationen i Hirtshals nåede hurtigt frem til jollen, og redningsmandskabet kunne konstatere at båden ikke havde været i brug, og sandsynligvis var drevet til havs uden personer om bord.

- Sejlet var sat på båden, men kølen var knækket og roret var surret fast, så vi kunne relativt hurtigt afblæse aktionen, oplyser orlogskaptajn Ernst Christian Iversen fra SOK.

Båden blev efterfølgende bugseret ind til havnen i Hirtshals.    

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord