Jonas Dal: Hobro skal blive endnu mere professionel

Jonas Dal vil gøre Hobro til en endnu mere professionel klub og har derfor indgivet ønsker til forbedringer.

Alka Superligaens oprykkere fra Hobro er efterhånden så godt som sikre på at skulle tage en sæson mere i landets bedste række. Med 14 point ned til nedrykningsstregen og fem kampe tilbage, virker overlevelsen sikker.

Holdet har indtil nu klaret sig med midlertidige tribuner og spillere på deltidskontrakter, men i Hobro håber man på at kunne udvikle sig i en mere professionel retning.

Cheftræner i klubben, Jonas Dal, har en række klare ønsker til ting, som skal ændres efter sommerferien.

- Vi synes, at vi skal blive ved med at udvikle klubben i en mere professionel retning. Derfor har jeg også indgivet en ønskeseddel med ting, som jeg gerne vil have gjort anderledes eller forbedret i klubben.

- Jeg vil for eksempel gerne træne tidligere med holdet. Derudover er der kontraktmæssige ting med spillere, som jeg ikke har lyst til at kommentere på nu, men jeg håber, at vi bliver klogere inden for nogle uger, når ledelsen ved mere om den fremtidige økonomi, siger Dal.

På holdet har man en brandvarm angriber i Mads Hvilsom, der senest i søndagens 2-2-kamp mod Sønderjyske scorede to gange og har lavet i alt 15 ligamål i denne sæson.

Om han bliver i klubben, er endnu uvist.

- Jeg elsker klubben, og jeg har det godt i Hobro, så det skal være det rigtige tilbud, der kommer. Jeg vil meget nødigt sidde i en treværelses i Rusland, men samtidig drømmer man jo om at komme så langt som muligt med sin karriere, siger han.

Mads Hvilsom har kontrakt til 2016, og når det kommer til næste sæson, så fokuserer han på Hobro, hvor han håber, at klubben kan udvikle sig endnu mere.

- Jeg håber, at klubben kan blive endnu mere professionel og udvikle sig i den rigtige retning. Et setup med fuldtidsspillere vil klart kunne gavne klubben, så jeg håber, at man går i den retning, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland