Jönsson og Thelander tilbage for AaB

Rasmus Jönsson og Rasmus Thelander har overvundet sine skader og er tilbage i truppen, når AaB lørdag tager imod Esbjerg på et udsolgt Aalborg Stadion. [b] [/b]

Esbjerg har leveret et imponerende forår, hvor man kun har tabt til Brøndby I.F., og i de to seneste kampe har vestjyderne opnået uafgjort mod henholdsvis FC København og FC Midtjylland.

Men AaB-spillerne kommer ikke til at mangle støtte - der er nemlig udsolgt overalt på stadion undtagen i udebaneafsnittet.

- Det er fantastisk, at vi for femte gang i træk bliver flere end 10.000 tilskuere på Nordjyske Arena, og sæsonens sidste hjemmekamp mod AGF er også udsolgt, siger sportschef Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

AaB's cheftræner Kent Nielsen glæder sig til opbakningen, men anerkender esbjergensernes styrke:

- Esbjerg har absolut været et af forårets stærkeste hold i Superligaen. Man har formået at bygge videre på de flotte præstationer i Europa League, ligesom spillestilen er blevet videreudviklet, så man magter flere facetter.

- I eksempelvis Magnus Lekven, Martin Pusic og Jeppe Andersen har man nogle af profilerne på et meget sammenspillet hold med internationalt snit over sig, påpeger Kent Nielsen.

- Der venter os således en stor udfordring, og jeg tror, vi vil se en hidsigt spillet kamp, hvor der både vil blive løbet stærkt og blive leveret højt teknisk niveau fra begge mandskaber, forudsiger Kent Nielsen.

- For vores vedkommende er vi fortrøstningsfulde, og glæder os til igen at optræde på en fyldt hjemmebane, hvor den fantastiske opbakning forhåbentlig på ny kan hjælpe os frem til et brugbart resultat, siger Kent Nielsen, der efter fredagens træning har udtaget følgende 20 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Rasmus Jönsson, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 29 Rolf Toft, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg, 32 Kasper Pedersen og 33 Lukas Spalvis.

Jakob Ahlmann har karantæne, mens skadeslisten omfatter Kasper Risgård, Henrik Dalsgaard, Gilli Sørensen og Christian Rye.


Seneste nyt

fra Nordjylland