Jönsson tilbage for AaB

Foto: Per Frank Paulsen

Rasmus Jönsson returnerer til AaB-truppen til lørdagens topopgør på MCH Arena i Herning, hvor AaB har ikke tabt ved de seneste tre besøg eller siden august 2010.

Faktisk har AaB vundet de seneste to Superligakampe på udebane mod FC Midtjylland - senest med 3-2 29. april 2013.

I morgen gælder det topopgøret i 25. spillerunde, hvor fuld gevinst vil bringe AaB på førstepladsen.

- Begge hold har med en sejr og en god præstation i den seneste spillerunde gjort fin reklame for morgendagens opgør, og det venter helt sikkert en intens affære, siger AaB's cheftræner Kent Nielsen.

- Det er en kamp, hvor begge hold kan se muligheder, og hvor begge hold vil forsøge at få forløbet afviklet på egne præmisser, så ens eget holds styrkeområder kan komme i spil.

- For vores vedkommende har vi respekt for FC Midtjyllands aggressive presspil, som vil udfordre vores omgang med bolden. Vi skal være hurtige, bevægelige og præcise, og præsterer vi optimalt, er jeg overbevist om, at vi har redskaberne til at gøre det vanskeligt for FC Midtjylland, siger Kent Nielsen, der efter fredagens træning har udtaget følgende 18 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Rasmus Jönsson, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 19 Søren Frederiksen, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg og 33 Lukas Spalvis.

Jakob Ahlmann har karantæne, mens Henrik Dalsgaard er eneste mand på skadeslisten hos AaB.