Julehjælp redder julen for 450 nordjyske familier

I dag fik 450 trængte nordjyske familier en tidlig julegave, da Aalborg Citykirke uddelte julehjælp.

For rigtig mange nordjyske familier er julen forbundet med meget andet end hygge og glæde. December er en dyr måned, og derfor uddelte Aalborg Citykirke i dag julehjælp til 450 økonomisk trængte familier fra hele Nordjylland.

- Det gør vi fordi, at det er meget naturligt, at vi som kirke rækker ud til de mennesker, der har det lidt sværere i samfundet end os selv, og giver af den overflod vi har, fortæller David Klit, der er én af initiativtagerne til det tilbagevendende arrangement.

Det er sjette gang, at Aalborg Citykirke uddeler julehjælp. En tiltrængt hjælp for rigtig mange familier.

-Da jeg fik mailen om, at jeg havde fået en julekurv, der begyndte jeg at græde af glæde, fortæller Kathe Saxling, der er enlig mor og modtager af julehjælpen.

Julehjælpen består af to dele. Første del fandt sted i Øster Allé Hallen, hvor der var julehygge for de 450 udvalgte familier. Anden del består af mad til juleaften samt julegaver til børnene i familierne.

Et stort arbejde, der har fået opbakning for intet mindre end 100 frivillige.

- Alle har hjulpet frivilligt, og der er ikke nogen, der får løn for at gøre det her stykke arbejde. Det er fuldt ud meningsfyldt at kunne række ud og hjælp nogle af de mennesker, der har det svært, siger David Klit.

For Kathe Saxling er der ingen tvivl om, hvor stor betydning julehjælpen har for hende og hendes familie.

- At kirken gør de her ting, det betyder rigtig, rigtig meget, og det betyder at min datter kan få en rigtig jul, som jeg fik, da jeg var barn, siger Kathe Saxling.  


Seneste nyt

fra Nordjylland