Julepynt er alt for tidligt

Salling i Aalborg var allerede færdige med at hænge julepynt op den 30. oktober. For tidligt, lyder det fra kunderne.

Med næsten to måneder til juleaften gik den ikke længere i stormagasinet.

- Det kan godt være folk brokker sig de første par dage, men de bliver hurtigt glade for pynten, fortæller dekorationschef i Salling, Ann-Dorthe Nørgaard.

Men kunderne mener, det er alt for tidligt.

- På en måde går det julede lidt af det, når det begynder tidligere og tidligere, mener Carsten Iversen.

- Når man sådan kigger sig rundt, og der ligesom er julekuller over det hele, tænker man jo, at det ikke giver nogen mening, siger Henrik Weide.

Hos Salling vil man ikke ændre den tidlige juleudsmykning.

- Vi synes, det skaber en rigtig god stemning herinde, og vi vil da ikke afvise, at det får folk til at købe mere, udtaler Ann-Dorthe Nørgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland