Julestemning giver glade passagerer i bussen

En række buschauffører i Aalborgs bybusser har besluttet sig for at fortrænge sure miner med julepynt og julestemning.

Passagererne på rute 12 og 13 bliver for tiden mødt af smilende buschauffører med nissehuer på, når de træder ind i bussen. Chaufførerne har pyntet op og besluttet sig for at uddele julegodter til passagererne.

- De tager det simpelthen så pænt selvom vi er forsinkede i dag. Der er ingen sure miner, fortæller buschauffør på rute 12 Michael Olesen.

I det hele taget smiler chaufførerne fra Nordjyllands Trafikselskab tilsyneladende mere end tidligere. I hvert fald modtog trafikselskabet i 2009 14 henvendelser fra passagererne, der ville rose en buschauffør. I 2011 er tallet steget til 70 - altså fem gange så mange.

- Vi har været på kursus, hvor vi har lært lidt om kundepleje. Nu er vi mere positive, og når vi er mere positive, er kunderne mere positive, siger Michael Olesen.  


Seneste nyt

fra Nordjylland