Juletræ i Frederikshavn udsat for hærværk gentagne gange

Foto: Frederikshavn Kommune

Fire gange siden mandag har borgerne i Frederikshavn vågnet op til et juletræ på rådhuset uden lys efter det har været udsat for hærværk.

Julepynt, julelys og ikke mindst et juletræ med lys hænger sammen med december måned og jul.

Borgerne i Frederikshavn har dog de sidste fire dage måtte kigge skuffet mod juletræet på Rådhuspladsen i byen.

Fire gange siden mandag har juletræet foran rådhuset i Frederikshavn været udsat for hærværk, hvor kæden til julelyset er blevet skåret over. Dette til stor irritation til både borgere og kommunen.

- Det er rigtig træls, og det koster penge hver eneste gang, og penge er ikke dem, vi har flest af i Frederikshavn. Vi passer på dem vi har, og dem vil vi gerne bruge på en fornuftig måde, siger driftsleder ved Park og Vej i Frederikshavn Kommune Peter Nielsen.

I løbet af de fire dage, hvor hærværket mod julebelysningen har stået på, har kommunen måttet skifte otte lyskæder på juletræet.

- Det kræver to mand, en varebil, en stige, nogle lyskæder og nogle timer, og det ender bare med at koste mange penge, siger Peter Nielsen.

Hos Park og Vej har man nu taget konsekvensen af det gentagende hærværk og torsdag, meldt sagen til politiet.

- De har lovet os, at når de er ude og køre patrulje, så vil de holde noget mere opsyn med det. Vi er selv ude om natten og salte og sådan noget, og der holder vi også øje med det. Det er billigere at køre en tur forbi juletræet, end det er at skifte kæderne, siger Peter Nielsen.

Juletræet foran rådhuset i Frederikshavn er et venskabsjuletræ fra Larvik i Norge, og derfor værner kommunen en del om juletræet, som også er værdsat af borgerne i Frederikshavn.

- Borgerne er lige så trætte af det som vi er. Hvorfor skal man gøre det – hvis man ikke kan lide juletræet, så kan man da bare gå forbi det og luk øjnene, siger Peter Nielsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord