Jurastuderende i Aalborg starter gratis retshjælp

Fotograf: Thomas Gaardsmand

Har man behov for juridisk rådgivning står 20 jurastuderende fra Aalborg Universitet klar til at hjælpe.

Siden 1. oktober har gruppen af jurastuderende givet råd og vejledning til borgere, der har efterspurgt det. Indtil videre har retshjælpen behandlet ca. 3 sager om ugen, men håber på, at endnu flere borgere vil benytte sig af tilbuddet.

- Vi kan hjælpe med sager af alle afskygninger, så længe det bare har juridisk karakter. Det kan f.eks. være en sag, hvor man er havnet i en konflikt med naboen eller har fået et brev fra kommunen, som man ikke forstår, forklarer Jacob Mark, der er leder af rethjælpen.

Retshjælpen holder til i lokalerne i Aalborg Byret på Badehusvej, og det er altså omkostningsfrit at henvende sig. Der er åbent tirsdage og torsdage kl. 15-18.

- Når en borger kommer ind til os i retshjælpen, så journaliserer vi først henvendelsen, derefter diskuterer og vurderer vi sagen, og dernæst kommer vi med et svar til borgeren. Og det svar, der bliver givet til en borger er altid set igennem af en, der er uddannet bachelor i jura. Derved har det kvalitetstempel, siger Jacob Mark.

Det tager cirka 10 dage at få sin sag behandlet i retshjælpen.

Yderligere oplysninger kan ses på Retshjælpens hjemmeside: www.aalborg-retshjaelp.dk

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord