Kæmpe kø: Limfjordsbro i stykker

Limfjordsbroen er i stykker og det skaber kø i gennem hele Aalborg og Nørresundby. Eneste farbare overgang i nærheden er nu motorvejstunnellen. Broen er nu midlertidigt repareret og derfor farbar igen.

For få måneder siden blev jernbanebroen over Limfjorden beskadiget. Og nu er der igen problemer med at komme over Limfjorden. Broen, hvor tusindvis af bilister, cyklister og gående har deres daglige passage, er midlertidigt i stykker.

- Klapperne står halvt åbne og vi ved ikke hvorfor endnu, så umiddelbart må man finde en anden vej over fjorden, oplyser Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi ved endnu ikke hvorfor eller hvordan klapperne har sat sig fast. Og kan derfor heller ikke vurdere tidshorisonten.

- Vi ved endnu ikke, hvornår problemet bliver løst, så der bliver nok en del kø i Aalborg og i motorvejstunnellen, oplyser vagtcentralen.

Bilisterne, der holder på broen, forsøger derfor at vende om og komme tilbage til Nørresundby og Aalborg, hvorfor der skabes større køer - især på Vesterbro i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland