K: Hjælp til børn på julemærkehjem

Salget af julemærker er faldende, og derfor skal julemærkehjemmene nu sikres økonomisk hjælp, det mener Konservative.

Salget af julemærker er faldende, fordi danskerne i stigende grad erstatter de gode gamle julekort med elektroniske hilsner og netjulegaver. Det faldende salg af julemærker koster julemærkehjemmene dyrt, og derfor vil Konservatives sundhedsordfører Benedikte Kiær nu, via satspuljemidlerne, sikre økonomisk hjælp til julemærkehjemmene, indtil der er fundet en varig løsning.

- Det er ensomme børn, ofte med lavt selvværd, der her får mulighed for at blomstre op. De skal ikke lide under, at danskerne i stigende grad foretrækker elektronisk post frem for papir, kuverter, frimærker og julemærker. Derfor vil Konservative arbejde for, at det vigtige arbejde på julemærkehjemmene tildeles satspuljemidler, indtil der er fundet en varig løsning for julemærkehjemmenes økonomi, siger Benedikte Kiær.

Omkring 700 udsatte børn og unge, hvor overvægt for hovedparten af dem er en del af deres problemer, har hidtil hvert år haft glæde af et ophold på et af landets fire julemærkehjem, blandt andet hjemmet i Hobro, til at komme videre i livet. Men dårlig økonomi betyder, at julemærkehjemmene næste år må skære ned med 50 pladser.

- Allerede i dag står flere hundrede børn og unge på venteliste. Mange må vente over et år, og de kommer til at vente endnu længere, hvis julemærkehjemmene tvinges til at skære antallet af pladser ned på grund af faldende indtægter. Det er helt uholdbart, at ændrede kommunikationsvaner på den måde rammer børn, der i forvejen har det svært. Derfor skal der findes en løsning, siger Benedikte Kiær.


Seneste nyt

fra Nordjylland