Kaare Maul taler ud

For første gang fortæller den fyrede skoleinspektør fra Strandby Skole i Vesthimmerland nu sin version af sagen. Han er pure frikendt for alle anklager. Alligevel har kommunen valgt at fyre ham.

En rapport fra Kommunernes Landsforening frikender Kaare Maul for den sexchikane som en tidligere veninde og ansat på Strandby Skole, havde anklaget ham for.

- Jeg er pure frikendt og rapporten kalder endda klagen for utroværdig, fortæller Kaare Maul til TV2/NORD.

Sagen begynder i august. Her sender Kaare Mauls tidligere veninde. Der er gift med et byrådsmedlem. En klage til Vesthimmerlands Kommune.

- Klagen mangler den væsentlige detalje, at vi i løbet af sommeren har boet sammen, siger Kaare Maul

Klagen får Vesthimmerlands Kommune til at fritage Kaare Maul for tjeneste den 29. august, og så er der ellers tavshed fra kommunens side.

- Jeg hører ikke fra dem overhovedet. Først da jeg har rykket et par gange får jeg at vide, at sagen er sendt til Kommunernes Landsforening, der skal lave en uvildig undersøgelse, siger Kaare Maul.

Vesthimmerlands Kommune modtager rapporten, der frikender Kaare Maul den 7. november, men der skal gå en måned og rykkes for den flere gange, inden Kaare Maul får den at se. Frikendelsen efterfølges af en fyreseddel.

- Med et ord må jeg kalde det besynderligt. Jeg er ikke blevet hørt en eneste gang i sagen. Det her er første gang jeg udtaler mig om sagen, siger Kaare Maul.

Kaare Maul er ikke hørt i sagen efter klagen imod ham blev indsendt. Heller ikke fra Kommunernes landsforening, der lavede undersøgelsen. Fyresedlen fik eleverne og dermed hele Strandby på benene.

- Jeg måtte knibe en tåre, da jeg så børnenes bannere i fjernsynet, siger Kaare Maul.

Årsagen til fyringen er angivet som mistillid mellem Kaare Maul og kommunens forvaltning. Kommunen skal betale op imod 3 millioner kroner i pension til Kaare Maul over de næste 14 år. Igennem hele perioden har Kaare Maul fået støtte fra mange sider.

- Der er kommet breve, vin og blomster fra folk jeg ikke engang kender, fortæller Kaare Maul.

Det har ikke være muligt at fange borgmester Jens Lauritzen fra Vesthimmerlands Kommune i dag - og Jan Dyregaard fra kommunens skoleudvalg har ingen kommentarer til sagen, som han betragter som afsluttet.

Det er dog nok lidt forhastet, for Kaare Maul overvejer i øjeblikket i samråd med sin advokat om han skal trække kommunen i retten for uberettiget fyring og tort i forbindelse med den lange sagsbehandling.

Flere nyheder fra TV2 Nord