Kælderbrand i Aalborg: Ægtepar sendt på sygehuset for røgforgiftning

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

En brand i en villa i Aalborg har sendt beboerne på skadestuen efter de selv forsøgte at slukke flammerne i kælderen.

Omkring 13:30 mandag blev brandvæsenet kaldt ud til en brand i en villa på Enghavevej i Aalborg. Branden var opstået i kælderen, hvor en vaskemaskine og en tørretumbler havde startet branden. 

- Da vi kommer frem, er der kraftig røg op fra kælderen og ægteparret står uden for villaen efter at have ringet 112. De har selv forsøgt at slukke branden nede i kælderen og er derfor blevet sendt på skadestuen for at blive tjekket for røgforgiftning, fortæller indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab.

Brandvæsenet fjernede vaskemaskine og tørretumbler fra kælderen og fik derefter slukket branden. Efterfølgende har skadeservice forsøgt at fjerne lugten fra den tykke røg i villaen. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord