Kæmpe fald i indbruds-statistikken

Indbrudstyvene i Hjørring holder stadig juleferie. I 2014 er indbrudsstatistikken dalet med 68 procent.

Lokalpolitiet i Hjørring har i 2014 slet ikke haft så meget at se til, som ellers. Mens verden på de fleste arbejdsområder går sin vante gang, er antallet af indbrud faldet meget markant.

- Det er vi rigtig godt tilfredse med, men vi glæder os ikke for tidligt. Det er en kort periode, vi snakker om og belært af erfaring ved vi, at tingene hurtigt kan ændre sig, siger Politikommissær ved lokalpolitiet i Hjørring Peter Skovbak.

For lokalpolitiet i Hjørring er faldet i indbrud på hele 68 procent, mens faldet i hele politikredsen er på 27 procent.

På gaden i Hjørring glæder tallene, men de får ikke borgerne til at lade hoveddøren stå ulåst om natten.

- Hver gang jeg kører hjemmefra for en weekend, tænker jeg da på om der er sket noget, når man kommer hjem, så det er dejligt at vide, at der er fredeligt i Nordjylland, siger Ruth Tidemand Nielsen, som TV2/Nord mødte på gaden onsdag.

Den præcise årsag til de "manglende" indbrud er ukendt, men en af politiets teorier er, at mange af de mest flittige indbrudstyve sidder bag tremmer i øjeblikket.

- Vi er helt overbevist om at ganske få procent af vores aktive indbrudstyve står for en rigtig stor del af det samlede antal indbrud, så kan vi få de rigtige personer bag lås og slå, så viser det sig på vores tal lige med det samme, siger Peter Skovbak.


Seneste nyt

fra Nordjylland