Kæmpe sensation: Finke fløjet fra Kina til Skagen

Denne lile fugl - en stor gråsisken - har taget turen hele vejen fra Kina til Skagen. Foto: Knud Pedersen - Skagen Fuglestation

En lille fugl har sat en kæmpe rekord. En stor gråsisken er fløjet fra det nordøstlige Kina til Skagen. Ornitologer jubler.

Ornitologer gjorde store øjne, da de fik en lille fugl i nettet juleaftensdag. For på det ene ben sad en ringmærkning, der var 'made in China'. 

Her til morgen blev det så endeligt verificeret, at det er en stor gråsisken, der er ringmærket i det nordøstlige Kina. 

- Fundet er ikke mindre en sensationelt. Det er første gang, fuglen er observeret i Danmark. Den er kun spottet to gange tidligere i Europa, siger naturvejleder på Skagen Fuglestation, Simon S. Christiansen. 

Det var ringmærker Michael Ancher fra Skagen, der fik fuglen i netten på heden nord for Skagen den 24. december. Og med dagens verificering er det ganske og vist, at fuglen, der er ringmærket i 2016 Tangwanghe i provinsen Heilongjiang i det nordøstligste Kina og vejer sølle 14 gram, har fløjet mindst 6.953 kilometer. Den sætter dermed en imponerende rekord. 

- Turen er det længste træk, en ringmærket småfugl har fløjet fra øst til vest, siger Simon S. Christiansen. 

Sandsynligvis har stor gråsisken østpå haft en god ynglesæson, mens frøsætningen i artens foretrukne yngleterræn, birkeskoven, har svigtet, skriver Dansk Ornitologisk Forening. Det har fået titusinder af finker til at udvandre og flakke om som nomader på utrættelig jagt efter føde.

Er man heldig, kan man godt opleve den spinkle gråsisken i sin have. Men det er højst sandsynligt ikke en kinesisk udgave. 

Stor gråsisken - smuk gæst efterår og vinter

Flere nyheder fra TV2 Nord