Kæmpe stigning i antallet af anmeldelser om børneovergreb

Frygten for en ny Brønderslev-sag har fået antallet af underretninger til at stige voldsomt.

Frygten for en ny Brønderslev-sag har fået indberetninger om overgreb mod børn til at vælte ind hos kommunerne. I Aalborg er antallet af henvendelser tæt på en fordobling det seneste år. Og næsten alle sagerne er blevet vurderet indenfor et døgn.

-Vi ligger i top i Aalborg Kommune og overholder 24-timers-reglen i næsten 100 procent af tilfældene. Det er vi stolte af, siger Anne Honoré Østergaard (V), næstformand i Familie- og Socialudvalget i Aalborg Kommune.

Aalborg Kommune har siden efteråret sidste år modtaget 474 underretninger om overgreb mod børn. Kun i 26 tilfælde gik der mere end 24 timer, før sagerne var blevet vurderet af socialrådgiverne.

-Vi har tidligere hørt om nogle frygtelige sager, og det vil vi bare ikke have. Aalborg kommune har med de seneste tal vist, at vi sagtens kan være foregangskommune, siger næstformanden i Familie- og Socialudvalget.

For at klare presset er der ansat flere socialrådgivere i Aalborg. Kommunen har brugt ti millioner kroner på at håndtere de hundredvis af indberetninger.

-De penge er godt givet ud. Det er et højt prioriteret område, at vi kan tage sager om overgreb mod børn i opløbet med flere indberetninger, siger Anne Østergaard.

Dansk Socialrådgiverforening i Aalborg ønsker ikke i dag at udtale sig om arbejdspresset, efter at de nye indberetningsregler blev indført. Politikerne ved godt, at der stadig er pres på

-Vi er stolte af deres arbejdsindsats. De har meget at se til, siger Anne Østergaard.

Ifølge Socialforvaltningen i Aalborg er langt de fleste af de 474 henvendelser seriøse.


Seneste nyt

fra Nordjylland