Kæmpeordre skaber 40 nye arbejdspladser i Løgstør

Scandi Byg i Løgstør har fået en ordre på at bygge knap 500 studieboliger til Lyngby-Tårbæk Kommune. Ordren, som er på 265 millioner kroner, forventes at skabe 40 nye arbejdspladser i virksomheden på trods af, at en stor del af byggeriet udføres af robotter.

Direktør Thomas Raunsbæk er glad for, at den store ordre havnede i Løgstør.

- Det er en opgave vi er pavestolte over at vinde. Det er den største opgave vi nogensinde har fået lov til at løse, siger direktør Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg

Nøglen til, at det blev Scandic Byg der vandt opgaven, er den montagerobot, som helt automatisk bygger de mange væge til projektet. En opgave som før var meget mandskabskrævende.

- I starten kan der jo godt være frygt for at sådan en robot kan koste arbejdspladser, men nu tror jeg, med den nye opgave vi har vundet her, så kan man se, at det her gør os mere konkurrencedygtige, siger Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg.

Når væggene er færdige, samles de til færdige boligmoduler som så køres til Lyngby og stables til boligblokke.

- I sammenligning med, at stå ude på en byggeplads i alt slags vejr og skal støbe eller samle mursten, så er det væsentlig mere effektiv at gøre det indenfor, siger Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg.

Indtil nu er det kun vægge robotten bygger. Alt den efterfølgende montage udføres stadig af mennesker og der vil gå en rum tid inden robotterne rykker ind her.

- Det kan jeg slet ikke forestille mig, at de gør i mange, mange år. Og hvis de gør det, så vil vi stadig have brug for rigtig mange folk der kan betjene robotterne, programmere dem og være med til at videreudvikle dem, siger Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg.

De mange studieboliger forventes at stå færdig i sommeren 2021.


Seneste nyt

fra Nordjylland