Kæmper for lokal arbejdskraft

Nordjyske kommuners økonomi er blandt andet truet af fraflytning og fald i arbejdsstyrken. Særligt slemt ser det ud i Frederikshavn Kommune.

De nordjyske Kommuner er over en bred kam ramt af fraflytning, og det betyder, at arbejdsstyrken mindskes år for år, når de unge flytter til større byer for at uddanne sig og arbejde.

Læsø og Frederikshavn ser ud til at blive værst ramt over de næste årtier, og det kan true virksomhederne i Frederikshavn.

- Vi er bekymrede. Vi er en servicevirksomhed, og det er alfa og omega for at vi kan eksistere, at vi kan få motiverede og dygtige medarbejdere. Ellers kan firmaet ikke eksistere, siger teknisk direktør Peter Nørgård fra Vestergård Marineservice i Frederikshavn.

Samme bekymring kommer fra en af byens andre virksomheder, Orskov, som også vil kæmpe for at fastholde de unge frederikshavnere.

De to virksomheder og andre af Frederikshavns firmaer indgår nu et samarbejde med en lærlingekoordinator, som skal sørge for, at virksomhederne kan udveksle lærlinge og give dem mere kvalificerede uddannelser og samtidig udbrede kendskabet til nogle af de uddannelser, der kan sikre job på byens virksomheder.

- Forhåbentlig kan vi lave nogle rigtig dygtige lærlinge, som kan blive ved med at have et arbejde og et udgangspunkt i Frederikshavn, siger Peter Nørgård.

Vestergård Marineservice har i øjeblikket 16 lærlinge og håber med det nye samarbejde at kunne få op imod halvtreds procent flere.


Seneste nyt

fra Nordjylland