Kærestepar fængslet for påsat brand i egen lejlighed

Et kærestepar fra Hjørring blev søndag varetægtsfængslet i 4 uger. De er sigtet for at have sat ild til deres egen lejlighed.

Et par fra Hjørring er mistænkt for i lørdags at have sat ild til deres egen lejlighed på Sverigesvej i Hjørring. De er nu varetægtsfængslet i 4 uger af politiet.

Varetægtsfængslingen sker, efter at politiet to gange på en aften blev kaldt ud til lejligheden med meldinger om brand. Første gang var lørdag klokken 22.58. Her blev politiet kaldt ud til en mindre brand. Parret forklarede her, at branden var opstået, fordi et askebæger var blevet tømt i en skraldepose. Omkring klokken to natten til søndag blev politiet så endnu  engang kaldt ud til en brand i lejligheden.

Anden gang var der tale om en papkasse, der var gået ild i inde i lejligheden.

Politiet fik herefter mistanke om, at branden måske var påsat. Den 31-årige mand og den 27-årige kvinde blev derfor sigtet for brandstiftelse ved et grundlovsforhør ved retten i Hjørring mandag. Her blev de begge varetægtsfængslet i 4 uger i surrogat, da de begge er psykisk handicappede.

Manden valgte at kære afgørelsen om varetægtsfængsling ved landsretten. Her er sagen endnu ikke behandlet.


Seneste nyt

fra Nordjylland