Kameraer skal forhindre drukneulykker på Aalborg Havn

Nyt alarmsystem skal forhindre flere drukneulykker på havnefronten i Aalborg. Foto: Jesper Lange

Frederik Haar druknede sidste år i havnebassinet efter en tur i byen.

1 af 2

Aalborg Kommune opstiller termiske kameraer på havnefronten i et forsøg på at forhindre flere drukneulykker.

Aalborg Kommune, Nordjyllands Beredskab, AAU Faculty of Engineering and Science og sikringsfirmaet Actas A/S er gået sammen om at finde en løsning på, hvordan man kan øge sikkerheden og trygheden ved at færdes på Aalborg Havnefront.

Løsningen består af en kombination af termiske kameraer (som i forsøgsperioden er etableret mellem Limfjordsbroen og Honnørkajen) og et supplerende styrbart kamera til brug for aktiv afsøgning. Det er Aalborg Universitet, som kortlægger risikoarealer og udvikler et banebrydende program, som kan genkende utilsigtede hændelser og give en alarm. 

Når en person har en adfærd, der opfattes kritisk, og der samtidig er bevægelse ud over kanten, går der en aktiv alarm på Beredskabscentret. Samtidig aktiveres der et kamera på Limfjordsbroen, som registrerer, hvad der sker, og som kan benyttes til at understøtte en operativ indsats.

På den måde alarmeres Beredskabscentret straks ved kritiske hændelser, og livebilleder fra stedet kan ses i Vagtcentralen på den eksisterende videoplatform. Og herfra har man mulighed for at aktivere en redningsbåd. 

- I Aalborg er vi utrolig stolte af vores havnefront. Fjorden samler byen omkring vandet, men det stiller også krav til os om, at sikkerheden ved vandet skal være helt i top. Vi arbejder kontinuerligt med at øge havnesikkerheden, og vi har iværksat en række foranstaltninger for at opgradere havnesikkerheden med øget belysning, etablering af flere redningsposter og nye stiger. Trods det har vi oplevet, at der stadig sker ulykker - derfor er jeg ualmindelig glad for, at vi med forsøget her får mulighed for at tænke ud ad boksen og være innovative på området i et godt samarbejde med AAU og Nordjyllands Beredskab, siger rådmand Hans Henrik Henriksen.  

Hvis forsøget bliver en succes, er det planen, at erfaringerne kan rulles ud og anvendes på hele havnefronten. 

- Høster vi gode erfaringer, vil projektet formentlig også kunne adopteres og anvendes i andre havnebyer i Danmark og måske også i udlandet, siger Hans Henrik Henriksen.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord