Kamp om de økologiske forbrugere

Aldrig før har forbrugerne brugt så mange penge på økologiske fødevarer. Butikkerne konkurrerer med lave priser og bredt udbud, mens omlægning til økologisk brug tager fart i landbruget.

Agri Nord, der rådgiver landmænd, har haft travlt det seneste år. Virksomheden har hjulpet 50 landmænd fra Himmerland til Vendsyssel med at omlægge deres landbrug fra konventionelt til økologisk. Mange af de nye økologiske landmænd er mælke-producenter. Ved Agri Nord forventer de at få mindst lige så travlt i 2017.

Årsagen til, at så mange nordjyske landmænd ønsker en omlægning er efterspørslen efter økologiske varer. Efterspørgslen er så stor, at supermarkederne kæmper om at få fat i de økologi-glade kunder.

 

I SuperBrugsen i Vejgaard mærker de også en kraftig stigende efterspørgsel, og derfor øges mængden af økologiske produkter på hylderne.

- Forbrugerne efterspørger rigtig mange forskellige økologiske varer. Og vi vil gerne have fat i netop de kunder, for økologiske kunder er ofte trofaste over for det supermarked, hvor de kan få de varer, de gerne vil have, fortæller ledertrainee i SuperBrugsen i Vejgaard, Emil Strauss.

Efterspørgslen får altså supermarkederne til at gøre en særlig indsats for at trække de økologiglade kunder til netop deres butik.

- Vi udvider hele tiden vores sortiment både på frugt og grønt, slagterkød og tørvarer, siger Emil Strauss fra SuperBrugsen.

Andelen af økologiske varer i vi danskeres indkøbskurve er på 8,4 procent, hvilket ifølge Økologisk Landsforening er verdens højeste. Topscorer på listen er havregryn: fire ud af 10 pakker af den populære morgenmad er økologiske. Derefter kommer madolie, gulerødder, mælk og æg.

Netto er den kæde, der sidste år havde den største andel af den økologiske omsætning med 17,5 procent. Derefter kom Superbrugsen og Rema 1000.


Seneste nyt

fra Nordjylland