Kamp om Læske-is er ikke slut endnu

Kampen om læske-isen er endnu ikke slut. Foto: Rune Borre-Jensen

Aalborg-virksomheden A-Frost vil kæmpe for at få lov til at kalde en af sine is for Hvid Læske. Derfor har is-firmaet anket den erstatning, som Sø og Handelsretten, har idømt dem for at kopiere Kæmpe Læsken.

A-Frost opgiver ikke uden kamp sin is Hvid Læske. Aalborg-firmaet har derfor valgt at anke is-sagen til Højesteret.

Sø- og Handelsretten har idømt A-Frost en bøde på 100.000 kroner for at kopiere den landskendte is "Kæmpe Læske", som Mejerigaarden i Thy står bag. Kæmpe Læsken er deres bedst sælgende is.

Dommen er anket til Højesteret, der nu behandler sagen. A-Frost anser Sø- og Handelsrettens dom for forkert. Ifølge A- Frost giver dommen Mejerigaarden monopol på enhver anvendelse af betegnelsen "læske" i forbindelse med is, selvom det blandt andet fra en erklæring fra Dansk Sprognævn fremgår, at betegnelsen "læske" i det danske sprog anvendes som synonym for betegnelsen "forfriskende" - blandt andet i forhold til is.

- Vi føler os sikre på, at dommen får et andet resultat i Højesteret, og vi finder det generelt helt urimeligt, hvis en udbyder af is kan få monopol på betegnelsen "læske", skriver A-Frost i en pressemeddelelse.

Begge is er hvide vandis med chokolade på toppen, men Hvid Læske produceres i Tyskland, og er solgt i blandt andet Coop-butikker, hvorimod Mejerigården i Thy siden 1993 har haft eneret på isen Kæmpe Læske.

Sø- og Handelsretten begrunder sin afgørelse med, at kopi-isen "nærmest anses for identisk" med Kæmpe Læske, der de seneste årtier har været blandt de mest solgte is herhjemme. Når den så samtidig indeholder ordet "Læske" i sit navn, så er der ifølge retten stor sandsynlighed for, at forbrugerne kan forveksle Kæmpe Læske med A-Frosts billigere is.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord