Kampagne skal sikre renere strande

Danskerne er for dårlige til at rydde op efter sig, når de tager på stranden, men det skal en ny kampagne lave om på.

Badesæsonen er for alvor over. Langs kysterne er de danske strande i øjeblikket flittigt taget i brug, og det kan ses - desværre også på mængden af skrald, der ligger og flyder i sandet.

For mange danskere er for dårlige til at rydde op efter sig, når de forlader stranden. Det sætter KIMO, Kommunernes Internationale Miljøorganisation fokus på med kampagnen 'Projekt Ren Strand'.

- Det er et kæmpe problem. Skrald hører ikke hjemme i det maritime miljø, da det ikke kan nedbrydes. Det er efterhånden almindeligt kendt at det går ud over naturen, siger Ryan Metcalfe der er miljømedarbejder hos KIMO.

Og det er ikke kun naturen der lider. Også kommunens pengekasser belastes af skraldet. I højsæsonen har Frederikshavn Kommune to fuldtidsansatte, til at rense strande for henkastet skrald og skrald, der skyller i land.

- Årligt samler vi op mod 60 ton skrald på kyststrækningerne her i kommunen. Vi står selv med regningen, når vi skal af med det, siger John Christensen, der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.

Kommunerne og KIMO anbefaler, at badegæster som tommelfingerregel altid tager et stykke skrald med sig, når de forlader stranden.


Seneste nyt

fra Nordjylland