Kampdagen blev fejret i solskin

02:45

1. maj er en mærkedag i hele landet. Det er arbejdernes internationale kampdag, og det blev også markeret i Nordjylland, hvor landsdelens største 1. maj-arrangement fandt sted i Kildeparken i Aalborg.

1. maj er en mærkedag i hele landet. Det er arbejdernes internationale kampdag, og det blev også markeret i Nordjylland, hvor landsdelens største 1. maj-arrangement fandt sted i Kildeparken i Aalborg. Foto: Christian Henriksen

1. maj er en mærkedag i hele landet. Det er arbejdernes internationale kampdag, og det blev også markeret i Nordjylland, hvor landsdelens største 1. maj-arrangement fandt sted i Kildeparken i Aalborg. Foto: Christian Henriksen

3F-formand Per Christensen på talerstolen i Kildeparken. Foto: Christian Henriksen

1 af 4

Vejret viste sig fra sin pæne side, da Arbejdernes Internationale Kampdag søndag blev markeret.

1. maj er synonym med Arbejdernes Internationale Kampdag, og dagen blev søndag markeret. Nordjyllands største 1. maj-arrangement fandt sted i Kildeparken i Aalborg, hvor adskillige nordjyder var mødt frem for at fejre kampdagen - og nyde solskinsvejret.

- Jeg synes, det er fedt at gå på talerstolen her i Aalborg i dag og se de mange mennesker, der er her. Det er søndag og vejret er fantastisk, men jeg har også brug for at aflevere nogle budskaber om, at Danmark er blevet vredet skævt det seneste års tid, siger 3F's formand Per Christensen, som var hovedtaler i Kildeparken.

Per Christensen er fra Aalborg og har tidligere været tillidsmand på Aalborg Portland, så han var tilbage på sin hjemmebane for at markere 1. maj. Her talte han til de fremmødte ulighed i det danske samfund, social dumping og skattely.

Inden tilhørerne nåede frem til Kildeparken, deltog en del af dem i optoget rundt i Aalborgs gader. Her blev de røde faner luftet i det fine vejr, mens de blev akkompagneret af Aalborg Brass Band.

- Det er jo en fornøjelse at gå igennem byen og stolt og glad er man som LO-formand over, at man går med flokken bag sig, og vi er sammen om fællesskabet, siger Anna Kirsten Olesen, som er formand for LO Aalborg.

Godt tusinde mennesker lagde vejen forbi Kildeparken. Særligt mange børnefamilier udnyttede muligheden for at tilbringe en dag ude i solskinsvejret.

- Vi har så også prøvet noget nyt i år med at lave YouTube-film for at fange de unge mennesker og sige: "Det er også for jer, det her." Så jeg håber, det er et udslag af det, siger Anna Kirsten Olesen.

Arbejdernes Internationale Kampdag har eksisteret siden 1889, og det danske samfund har ændret sig meget siden da. Det kan også mærkes 1. maj.

- Der er ikke så meget arbejderkamp, som der var i gamle dage, hvor folk virkelig var ude med fanerne sådan en dag. Det her er mere hygge, men det er en god tradition at have, siger Kurt Nielsen, som plejer at fejre kampdagen i Kildeparken.

Selvom 1. maj i de senere år måske mere er blevet en fast tradition end en egentlig kampdag, så mener 3F-formanden stadig, at dagen er værd at markere.

- Der er al mulig grund til det. I virkeligheden kan man sige, at det er en af de eneste gange, hvor vi for alvor kan få præsenteret andre synspunkter end dem, der ligger til højre i dansk politik, så dagen er på ingen måde forældet. Jeg fornemmer, at den gode tradition faktisk er ved at blive genoplivet på den fede måde, siger Per Christensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord