Nyt våben mod gæs: Kan spare landmænd tusindvis af kroner

Et helt særligt våben mod gæs kan muligvis hjælpe de nordjyske landmænd fra at tabe tusindvis af kroner.

Gåsebestanden er steget eksplosivt de seneste år.

Alle gåsebestande man kender i Danmark vokser. Både den danske grågås og de gæs, der kommer til Danmark som vintergæster, vokser i bestand, og det til stor gene for landmændene, der får hærget markerne og spist deres afgrøder.

- Vi kan ikke rigtig have nogle afgrøder ude i de arealer fordi de er dem fuldstændig derude, siger Steen Christensen, der er landmand fra Farstrup.

På Steen Christensens jord fortærer gæs hvede i et omfang, han vurderer, giver ham et tab på 100.000 kroner om året.

- Vi har prøvet at køre ud med vores ATV, og vi har prøvet at sætte vores hund ud. Vi famler lidt i blinde, siger Steen Christensen.

Mulig løsning på problemet

Nu kan der være en løsning på vej for Steen Christensen og andre landmænd, der oplever problemer med ubudne gæs. Et firma har udviklet en teknologisk gåse-forskrækker – en såkaldt bird alert.

- Det er en lille kompakt enhed, der kan holde til det meste, siger René Hvid, der er product manager hos WildDetect, der har udviklet gåse-forskrækkeren.

Den lille kompakte gule enhed skulle aktiveres, når den opfanger lyden af gæs, så bruger den gæssenes eget advarselsskrig til at skræmme gæssene væk med, og hvis det ikke er nok, kan en tilhørende gaskanon give et brag, der lyder som et haglskud.

Mange landmænd siger, at gæssene vænner sig til skræmmemidlerne. Gør de det ikke også bare med den her?

- Nej, det gør de ikke, fordi der er den store forskel, at den her kun siger noget, når gæssene kommer ind i det område, man vil beskytte. Det vil sige, at den står ikke og siger noget på et fast interval, siger René Hvid.

Døjet med gæs i et årti

Gåse-forskrækkeren virker i en radius af 250 meter, og den håber Steen Christensen fra Farstrup ved Nibe kan holde gæssene væk fra hans marker.

Når vi nu ringer til Steen om 14 dage, er du så sikker på at hans gåse-problem er væk?

- Ja, det er jeg, siger René Hvid resolut.

Steen Christensen har døjet med gæs i mere end et årti, og han kunne godt finde på at bruge de 20.000 kroner, som det moderne skræmmemiddel koster.

- Jeg tænker, at det hjælper. Vi ser lige om 14 dage, hvordan det ser ud, siger Steen Christensen.

Der er solgt omkring 25 typer af gåse-forskrækkeren i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland