Kanonlaug udlover dusør

Foto: Tommy Hald

Aalborg Kanonlaug udlover 2500 kroner til personer, der kan hjælpe med oplysninger om deres forsvundne kanon.

TV2/Nord kunne i sidste uge berette, at Aalborg Kanonlaug har mistet deres 150 kilo tunge kanon, der normalt står fastbundet med jernkæder på Aalborgs havnefront.

Indtil nu har man ikke kunnet udelukke drengestreger som årsagen til kanonens forsvinden, men tirsdag aften kunne tre dykkere konkludere, at kanonen i hvert fald ikke er skubbet i Limfjorden.

- De undersøgte havnekanten hele vejen fra Juliane (restaurantskib red.) og over til den gamle isbryder Elbjørn, fortæller oldermand i lauget Bernt Jensen.

Dykkernes undersøgelser får nu Aalborg Kanonlaug til at udlove en dusør på 2500 kroner til den eller de, der kan hjælpe kanonen hjem til Aalborgs havnefront.

- Der er frit lejde. Vi vil bare have kanonen igen, siger Bernt Jensen. Kanonen har stor affektionsværdi for lauget og er fra 1700-tallet.

Flere nyheder fra TV2 Nord