Karolinelund genoplives

Et nyt bud på den gamle forlystelsespark har overbevist magistraten om at der skal åbnes for en ny udbudsrunde.

Det bliver i hvert tilfælde indstillingen til byrådet. Det fortæller Aalborgs borgmester Henning G. Jensen til TV2/Nord.

Det nye bud er kommet ind efter der egentligt var truffet beslutning om, at den gamle forlystelsespark skulle lukke. Og det må være meget interessant siden magistraten nu vil have byrådet til at åbne op for en ny behandling af sagen.

Borgmesteren ønsker ikke at løfte sløret for hvad det indeholder - eller hvem der står bag buddet.

Men ifølge TV2/Nords oplysninger, så er der tale om to virksomheder, der er i underholdningsbranchen både på det danske og det udenlandske marked. Virksomhederne omsætter for over 100 millioner om året.

Henning G. Jensen mener, at det nye bud åbner op for muligheden for, at der også er noget der hedder Karolinelund i fremtiden.

- Jeg håber, at vi når at få det her afklaret i år, for der er jo også noget der hedder en ny sæson, afslutter han.

Byrådet tager - endnu en gang - stilling til Karolinelunds fremtid den 13. december.


Seneste nyt

fra Nordjylland