Karsten Lauritzen: Efterlønnere går oftere til læge

Det nordjyske folketingsmedlem for Venstre, Karsten Lauritzen, mener, at efterlønsmodtagere har tid til at gå oftere til lægen, end andre. Det kan man læse på hans Facebookside - og den kommentar har stødt flere mennesker.

Tirsdag kommenterede Karsten Lauritzen en artikel fra TV2s hjemmeside. Den handler om, at efterlønsmodtagere går mere til lægen, end deres jævnaldrende, som stadig er på arbejdsmarkedet. Lauritzens kommentar ? Jamen..de har jo også tiden til det?..

En af dem som angiveligt får tid til at rende til lægen, er 59-årige Svend Aage Nielsen. Til marts går han på efterløn. I 45 år har han været på arbejdsmarkedet med fysisk hårdt arbejde - senest ved Astrup Cementstøberi. Han føler sig sjoflet af kommentaren.

- Det er ikke så godt, at han siger sådan noget. Når man kan være på arbejdsmarkedet og være syg to gange på fem år - tror han så virkelig, at vi vil til at rende til lægen, når vi går på efterløn?, spørger Svend Aage Nielsen.

På Christiansborg mener hovedpersonen selv, at han er blevet misforstået.

- Det var egentlig mest en kommentar rettet mod den måde, som praktiserende læger har deres praksis indrettet på. For har man et arbejde og skal til læge, så skal man gøre det i arbejdstiden. Det synes jeg egentlig er lidt mærkeligt. De eneste, som har tid til at gå til lægen, det er jo folk, som ikke har et arbejde af forskellige årsager, forklarer Karsten Lauritsen (Venstre), til TV2/Nord.

Flere har kommenteret Lauritzens kommentar, og han understreger, at det ikke er ment som et angreb på efterlønnere. Trods misforståelsen har han fortsat tænkt sig at komme med spontane - og med egne ord - lettere provokerende kommentarer på Facebook.

- Hvis der er nogen, som beder mig om en undskyldning på min Facebook, så må jeg overveje det, men det har jeg nu ikke set. Jeg tror nu også, at folk sådan opfatter det med et glimt i øjet, siger Karsten Lauritzen.


Seneste nyt

fra Nordjylland