Karsten Lauritzen mest sexet

Foto: TV2/Nord Arkiv

Samtidig med valgkampen har der været forskellige kåringer af, hvem befolkningen synes, er mest tiltrækkende af deres folketingskandidater. Nu har Sex og Samfund kåret blandt andet Karsten Lauritzen som landets mest sexede - på grund af hans holdninger.

Når det kommer til at have de mest sexede holdninger står Karsten Lauritzen (V) på en delt førsteplads sammen med århuskandidaten Jonas Dahl (SF). Der er altså sexede holdninger i både rød og blå blok.

Samtlige folketingskandidater har haft mulighed for at besvare 11 spørgsmål om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder herhjemme og i verdens fattigste lande i en undersøgelse lavet af Sex og Samfund. Og de har altså fundet en vinder.

- Der har været utroligt tæt løb. Virkelig mange kandidater har deltaget, og virkelig mange har sagt, at de vil forbedre vilkårene på det seksuelle og reproduktive område. Så det tegner til at blive et Folketing, der på markant vis vil gøre en positiv forskel. Vi er især glædeligt overrasket over, at så mange mænd med deres svar har vist interesse for det seksuelle og reproduktive, siger Bjarne B. Christensen, Sex og Samfunds generalsektretær i en pressemeddelse.

Karsten Lauritzen glad og beæret over titlen som Danmarks mest sexede.

-Et af fokusområderne for udviklingsbistanden skal være at opprioritere adgangen og uddelingen af prævention. Det forebyggende arbejde er et område, hvor man virkelig for valuta for pengene eksempelvis i forhold til at begrænse teenagegraviditeter, siger Karsten Lauritzen.

Ud over den fornemme titel får de to vindere også en kasse med forskellige former for prævention og en gratis seksualundervisning hos nogle af Sex & Samfunds dygtige rådgivere.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord