Kartoffelskræller sikrer andenplads til DM

En kartoffelskræller har sikret to piger fra Teknisk Gymnasium i Hjørring en anden plads til DM i Teknologi og Erhvervscase. Kartoffelskrælleren er designet til at kunne bruges af folk, som kun har en hånd de kan bruge. I dag har pigerne skulle vise deres opfindelse frem til DM'et.

Det blev en andenplads til Emma Magnusen og Helle Jess, der i dag har konkurreret mod fire andre hold til DM i Teknologi og Erhvervscase.

De to piger går til dagligt på Teknisk Gymnasium i Hjørring, og opfindelsen, som har skaffet dem en plads til DM, var en eksamensopgave i 2.g.

Pigerne har opfundet en kartoffelskræller, som er designet til at kunne bruges af folk, der kun kan bruge den ene hånd. Idéen kom, da de begyndte at kigge på de udfordringer, man kan have i et køkken, hvis man kun kan bruge den ene hånd, da mange køkkenredskaber er lavet til at skulle bruges med begge hænder.

Der er blevet arbejdet på kartoffelskrælleren i flere måneder, og der er flere ting, som er blevet lavet om undervejs både op til eksamen og til DM'et.

- Der har været nogle udfordringer med, at kniven skulle være skarpere, og at skrællen skulle have nemmere ved at falde ned, og også at den vippede lidt, så der skulle vi lige arbejde med tyngdepunktet, fortæller Emma Magnusen.

Hør mere om pigernes opfindelse i Nordjylland LIVE i aften klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland