Kasper Kusk kæmper for sin plads i start-11

Kasper Kusk jagter formen efter en "downperiode", inden AaB møder Vendsyssel FF i et lokalopgør i Superligaen.

Det har ikke været den bedste periode for Kasper Kusk, som i sidste weekends kamp mod AGF måtte sætte sig på bænken fra start.

Men når AaB på søndag møder lokalrivalerne fra Vendsyssel FF, håber han at have kæmpet sig tilbage i startopstillignen.

- Vi har haft en downperiode som hold i de sidste par kampe, og jeg har heller ikke spillet helt så godt, som jeg selv kan. Det kan man sagtens sige, at det ikke har været helt godt nok, og det er jeg selvfølgelig også selv klar over, siger Kasper Kusk til TV2 Nord. 

Han var skuffet over at starte på bænken i den seneste Superliga-kamp.

- Men jeg må bare knokle videre og så vise, at jeg skal starte inde på søndag mod Vendsyssel. Så det håber jeg da på, siger Kasper Kusk.

- Vi skylder at præstere bedre

I denne sæson er det blevet til bare et enkelt mål og tre oplæg i de 13 kampe, der er spillet. Og det er ikke er helt på det niveau, som både fans, Kasper Kusk selv og træner Morten Wieghorst forventer af ham.

- Det handler om assists, og det handler om mål. Og det handler i det hele taget om offensive aktioner, der gør en forskel. Og dem har vi manglet lidt fra hans side. Dog ikke hvis vi ser over hele sæsonen, fordi han ligger stadig højt på assistlisten, og han har også scoret nogle mål, men på det seneste, siger Morten Wieghorst om Kusks indsats.

På søndag gælder det så lokalopgør på hjemmebane mod Vendsyssel FF klokken 18, og her skal AaB-holdet ud og forsøge at gentage 1-0-sejren fra det omvendte opgør. 

- Vi skal vise, at det er os, der skal have de tre point. På papiret er vi et bedre hold, end de er, og vi skal selvfølgelig også ud og vise det. Vi skylder at præstere bedre på hjemmebane, vi skal have nogle flere point. Så meget mere motivation kan vi ikke bede om, siger Morten Wieghorst.

Også den tredje nordjyske klub i Superligaen, Hobro IK, skal spille søndag. Her gælder det et opgør med Vejle på hjemmebane.

AaB-profilen Kasper Kusk kæmper for at blive en del af startopstillingen i søndagens lokalopgør mod Vendsyssel FF.

Seneste nyt

fra Nordjylland