Taskerne er pakket: Søndag blev Aphinyas sidste dag i Danmark

Søndag har Aphinya Pechmuang og hendes familie sagt farvel til tilværelsen i Farsø og er kørt til Flensborg. Mandag må den 13-årige pige nemlig ikke længere være i Danmark, efter Udlændingenævnet afviste at give hende opholdstilladelse.

Der findes dage, man nærmest ikke kan bære at skulle igennem. Og så findes der dage, man har frygtet så længe, at man næsten ikke kan tro, at de allerede er her.

Dage med pakkede flyttekasser og undertrykte tårer og måske en bekymring for, hvordan tingene nu skal gå.

Sådan en dag var søndag for 13-årige Aphinya Pechmuang og hendes familie. For søndag blev deres sidste dag i Danmark og hjemmet i Farsø - i hvert fald i denne omgang. 

- I mandags var jeg helt nede i kælderen og kunne ikke samle mig om noget som helst. Men nu er jeg lidt mere fattet. Man må jo kigge i muligheder, siger Heini Bøgelund Andersen, Aphinyas stedfar.

Han og Aphinyas mor er travlt optagede af at pakke de sidste ting i bilen og gøre klar til en lang køretur. Næste stop er nemlig Flensborg i Tyskland. Her håber familien, at de efter seks måneders ophold kan søge om EU-borgerskab og på den måde vende tilbage til deres tilværelse i Danmark.

Håber på et "wakeup call"

En tilværelse, som Udlændingenævnet endegyldigt satte en stopper for med en afgørelse i mandags. Her afviste nævnet at give Aphinya opholdstilladelse med den begrundelse, at man ikke mener, at pigen kan integreres ordentligt i Danmark. Heller ikke selv om Aphinya går i skole i Farsø, taler dansk, går til sport og har fået nye venner.

Aphinya Pechmuangs mor kom til Danmark i 2012, fordi hun blev gift med sin danske mand, Heini Bøgelund Mortensen. Datteren blev i Thailand og blev passet i fem år af sin mormor, inden moren fik hende til Danmark sidste år.

quote Jeg håber jo, at de lige vil tage op til overvejelse igen for at se, om der er sket en fejl. For det mener jeg jo bestemt, at der er.

Heini Bøgelund Andersen, Aphinyas stedfar

Sagen har fået mange nordjyder op af stolene. På Farsø Skole har Aphinyas lærere kæmpet for hende, og på Facebook er det væltet ind med støtteerklæringer og likes i familiens kamp for at beholde Aphinya i landet. Også hos flere politikere har sagen vakt opsigt. Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Bjarne Laustsen (S) har begge opfordret udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at se på sagen igen, og senest har også byrådspolitikerne i Vesthimmerlands Kommune sendt en støtteerklæring afsted til ministeren. 

- Jeg håber på at give et "wakeup call" inde på Christiansborg, så de igen vil kigge på Aphinyas sag og kigge på, hvad Aphinya er for en pige. Og så er jeg sikker på, at man kommer til en anden beslutning. For det skal man, lyder det fra Theresa Berg Andersen (SF), som har taget initiativ til støtteerklæringen. 

- Jeg savner Farsø Skole

Indtil videre er der dog ikke andet for familien i Farsø at gøre end at forlade hjemmet og køre sydpå. Aphinya Pechmuang har allerede sagt farvel til sine klassekammerater og sine ellers trygge omgivelser.

- Jeg savner Farsø Skole, og jeg savner mine lærere og mine venner. Jeg savner min farfar og farmor og dem alle sammen, siger den 13-årige pige.

Familien håber nu på et mirakel, så deres ophold i Tyskland ikke bliver langt.

Det har søndag ikke været muligt for TV2 Nord at få en kommentar fra minister Inger Støjberg. 

Aphinya kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark, så søndag forlod hun og hendes familie hjemmet i Farsø.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland