Kastrup-Larsen flytter borgmesterkontoret til Svenstrup

Foto: Anders Ekstrøm

I tre dage rykker Thomas Kastrup-Larsen (S) kontoret til Svenstrup, hvor han skal møde borgere og besøge institutioner og virksomheder.

Borgmesterkontoret på Boulevarden 13 bliver i næste uge skiftet ud med Højvangskolen i Svenstrup. 

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) skal sammen med staben besøge lokale institutioner og virksomheder.

- Jeg glæder mig til at komme til Svenstrup. Det er et område, der i disse år oplever en fantastisk vækst og har et meget spændende og driftig erhvervsliv, lyder det fra borgmesteren i en pressemeddelelse. 

Valget er ikke faldet helt tilfældigt på Svenstrup, lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen.

- Der sker jo rigtig meget i og omkring Svenstrup. Byen ligger lige i smørhullet mellem det pulserende byliv i City Syd og de naturskønne områder mod Godthåb og kommunens vestlige del.

Thomas Kastrup-Larsen skal blandt andet undervise en 8. klasse i samfundsfag, besøge Wärtsilä Svanehøj, der med sine 200 medarbejder er en af Svenstrups største arbejdspladser. Han lægger også vejen forbi forsorgshjemmet Svenstrupgård, Tulip, Kirkens Korshær og Komproment, der for nyligt har vundet prisen SME Star Award for sine bæredygtige facade- og tagelementer. 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord