Katastrofal sagsbehandling i landbrugets miljøansøgninger

 Katastrofal sagsbehandling i landbrugets miljøansøgninger

Efter kommunerne har overtaget ansvaret for den nye miljølov er sagsbehandlingen i mange kommuner gået helt i stå.

Landboforeningerne i Region Nord er utilfredse med den manglende sagsbehandling af miljøgodkendelser i Region Nord.

Siden 1. januar 2007 er ansvaret for miljøtilladelserne overdraget til kommunerne, og ifølge landboforeningerne hober ansøgningerne sig op i de fleste nordjyske kommuner, uden at blive behandlet.

- Den nuværende situation er en mishandling af et af de væsentlige erhverv i Nordjylland, og for mange landmandsfamilier har det store personlige konsekvenser at skulle leve i usikkerhed om bedriftens fremtid, lyder det i en pressemedelelse fra landboforeningerne, der har godt 5000 medlemmer i regionen.

Det bliver især et problem på svinestaldsområdet. Der er en række nye regler på vej, som betyder, at mange landmænd skal have renoveret og udskiftet deres ejendomme. Det er derfor vigtigt, at tilladelserne gives, så der ikke opstår flaskehalsproblemer.

Landboforeningerne i Region Nord opfordrer kommunerne til at prioritere sagerne højere, så erhvervet ikke går i stå.


Seneste nyt

fra Nordjylland