Katrine udtaget

24-årige Katrine Dela Myrup fra Gundersted ved Aars er blandt de 14 piger, der er udtaget til DGI?s Verdenshold.

14 piger og 14 drenge er efter et benhårdt og nervepirrende udskillelsesforløb blevet udtaget til DGI's niende Verdenshold. Og 24-årige Katrine Dela Myrup fra Gundersted ved Aars er en af dem.

I den kommende tid skal gymnasterne bevæge verden og inspirere til en sund og aktiv livsstil med hundredvis af opvisninger og workshops for børn og unge.

De kan se frem til en oplevelse for livet med masser af gymnastik, hård træning og personlige udfordringer. De 28 udtagne gymnaster, heriblandt Katrine Dela Myrup, har netop fået besked på, at de er sluppet gennem nåleøjet til DGI's Verdenshold. Turneen går gennem mere end 14 lande henover 2012 og 2013. Og landende kan se frem til et besøg, hvor holdet turnerer rundt og møder byernes børn og unge på workshops og til opvisninger. Gymnasterne skal repræsentere DGI, dansk gymnastik og foreningsliv.

- Det er en rejse som indeholder alt det jeg brænder for. Jeg har altid dyrket gymnastik, både som udøver, men også som underviser, og jeg brænder for at komme ud og give andre en oplevelse som de måske ikke har fået før, siger en glad Katrine Dela Myrup. 

Den yngste gymnast på holdet er 19, mens den ældste er 26. Nogle er i gang med akademiske uddannelser, mens andre er håndværkere eller undervisere. Udover at gymnasterne skal være fantastiske gymnaster skal de også kunne fungere stærkt socialt på holdet. Derfor stilles der store krav både til deres gymnastikske evner og mindst lige så højt til deres evner til at formidle og fungere socialt og kulturelt.

- De 28 gymnaster skal møde folk fra hele verden. De skal i høj grad ikke alene kunne performe. De bliver ambassadører for DGI og skal formidle gymnastik og dansk kultur overfor mange forskellige mennesker og kulturer gennem et hav af workshops. Derfor skal de have lidt af hele pakken, siger Thomas Dahl.

179 gymnaster fra hele landet kæmpede om en plads på holdet til udtagelsesweekenden for en uge siden i DGI-huset i Vejle.  


Seneste nyt

fra Nordjylland