Kattehader på spil i Vadum: 15 katte er forsvundet

Else-Mette Kristensen har mistet tre katte og har nu inviteret til borgermøde i Vadum.

Der er angiveligt en eller flere kattehadere på spil ved et boligområde i Vadum. Nordjysk Dyreredning vurderer, at der er forsvundet op imod 15 katte i området inden for få måneder.

Else-Mette Kristensen er en af dem, der har mistet flere katte. For få måneder siden havde hun tre katte, men nu er ingen af dem tilbage. To af dem er aldrig kommet hjem, mens den tredje er blevet aflivet, efter den kom beskadiget hjem.

- Det er nogle onde, frygtelige mennesker, som gør den slags, siger Else-Mette Kristensen til TV2/Nord.

Hun har nu inviteret til borgermøde den 29. september mandag klokken 19.30.

Efterfølgende har hun dog modtaget to anonyme telefontrusler af en personer, som krævede, at hun skulle annullere borgermødet - ellers ville det blive værre for kattene i byen.

Folk i byen mistænker flere personer for at stille mårfælder op med tun i. De har sagt til politiet, hvem de tror, der står bag.

Du kan se mere om historien i Vadum i vores udsendelse klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland