KIF'ere efter DM-triumf: Fint at vinde grimt

Spillet var ikke kønt, da KIF Kolding København fredag aften sikrede sig DM-guldet i Herre Håndbold Ligaen.

Kønt, men effektivt. Sådan gik det til, da håndboldherrerne fra KIF Kolding København fredag aften vandt DM-guldet med en 19-17-hjemmesejr over Aalborg Håndbold.

Spillet var kampen igennem ganske skidt, men intensiteten var høj, erkender Joachim Boldsen, der sluttede sin spillerkarriere af med en guldmedalje.

- Det var en dårlig håndboldkamp, men vi vandt, og det er utroligt vigtigt for vores projekt, siger Boldsen til TV2.

Holdkammeraten Bo Spellerberg er enig. Ligaens bedste venstre back spillede selv en skidt finalekamp.

- Denne sejr betyder meget for klubben. Vi har vundet både mesterskab og pokaltitel i denne sæson, siger Spellerberg og tilføjer, at spillet i den anden finalekamp aldrig blev sprudlende.

KIF havde vundet den første kamp i Aalborgs Gigantium med 23-18, og nordjyderne kom aldrig for alvor tæt på i kamp to, vurderer KIF-stregspiller Torsten Laen.

- Vi havde rimelig godt styr på dem. De fik aldrig det hul, de havde brug for, konstaterer han.

Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen kalder KIF for den fortjente mester.

- Et stykke inde i anden halvleg troede jeg på det. Vi stod godt i forsvaret, men når vi ikke kan score på de chancer, vi fik, så kan vi ikke vinde.

- Over to kampe var KIF det bedste hold. De vandt fortjent, siger træneren, som i den kommende sæson skal stå i spidsen for tyske Rhein-Neckar Löwen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland