Kildeparken byder på middelalder

For 6. år i træk er Kildeparken i disse dage lavet om til et middelaldersamfund. Her kan besøgende komme og opleve, hvordan man levede i middelalderen.

Har man lyst til at opleve, hvordan middelalderfolkene levede, så kan man i disse dage tage turen forbi Kildeparken i Aalborg. I mandags startede middelalderdagene, og der er mulighed for at opleve dem indtil på søndag.

De besøgende kan kigge i de forskellige boder og værksteder, og der er masser af middelalderunderholdning som musik, gøglere, ildshows og ridderkampe. Derudover kan man også se, hvordan maden blev tilberedt i middelalderen og smage blandt andet grillet lam og middelalderpølse.

Flere bor på markedet og lever som i middelalderen, og de går også klædt som middelalderfolk. Katja Kjær Petersen fra Ribe er afsted med sin søn og sin eksmand. De har de sidste år været en del af en større flok, som er taget til middelalderdagene sammen.

- Når man har haft en uge heroppe, så kommer man jo til at møde nye mennesker fra hele Danmark og nogle gange også fra udlandet. Man kommer hjem med nye bekendtskaber og fælles interesser, som spreder sig ud over hele året. Det er ikke kun, når vi er heroppe, at vi har middelalder i blodet, der skal syes tøj om vinteren. Man får ny viden hver gang og nye venner, siger Katja Kjær Petersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland