Kim Leine modtager Drachmannlegatet

Foto: Robin Skjoldborg

Årets modtager af legatet er den anmelderroste forfatter Kim Leine, der sidste år modtog Kronprinsparrets Kulturpris.

Hvert år på Holger Drachmanns fødselsdag uddeles Drachmannlegatet. Sådan har det været siden 1917, og hvert år siden, med få undtagelser.

I år går legatet til forfatteren Kim Leine, der debuterede med romanen Kalak i 2007. Siden har han både modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og Kronprinsparrets Kulturpris.

I begrundelsen for uddelingen af legatet, skriver legatkomitéen, bestående af forfatterne Hanne Marie Svendsen og Jens Christian Grøndahl, blandt andet at:

- Der er tale om et stort, originalt forfatterskab. Hans indgang til litteraturen var smertelig og grum, indtil han, da han var midt i fyrrerne, kunne debutere med romanen Kalak.

- Kim Leine voksede op i Norge inden for strenge rammer af Jehovas vidner. Som halvvoksen flygtede han til Danmark, hvor hans far i en længere periode misbrugte ham seksuelt. Senere tog han en uddannelse som sygeplejerske, flyttede til Grønland og pendlede fra 1989 til 2004 mellem Danmark og Grønland, hvor han på sin krop oplevede sammenstødet mellem to kulturer, havde svært ved at finde sin egen identitet og blev pillemisbruger i stor stil. Det er denne vilde livsrejse, der danner grundlag for debutromanen.

Siden debuten i 2007 har Kim Leine fået udgivet en række historiske romaner, heriblandt Grønlandsromanerne Profeterne i Evighedsfjorden (2012) og Rød mand/Sort mand (2018), som fortæller historien om koloniseringen af Grønland i 1728, om præsten Hans Egede og om åndemaneren Aappaluttoq.

Desuden har Kim Leine skrevet tre børnebøger: Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden (2015), Skovpigen Skærv (2016) og Pigen der kunne tale med hunde (2017).

Drachmannlegatet blev uddelt første gang i 1917, det år, Holger Drachmann ville have fyldt 70. Holger Drachmann døde i 1908. Foto: Skagens Kunstmuseer.

Drachmannlegatet består af 15.000 kroner og et ophold på Klitgaarden Refugium i Skagen. Blandt tidligere modtagere af legatet er Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Ole Sarvig, Inger Christensen, Klaus Rifbjerg og Ib Michael.

 

Forsiden lige nu