Blog: I Kina spiser de nordjyder 

Tonny Thorup er erhvervschef i BusinessAalborg, Aalborg Kommune, og blogger for TV2Nord.dk Foto: Mick Knive Anderson

Det er ikke et spørgsmål, om vi skal arbejde med Kina, men hvordan, skriver erhvervschef Tonny Thorup.

I det store rige på den anden side er de svimlende 1,4 mia mennesker. Kina fylder meget, de bliver større og vigtigere som nation, og lige nu løber de danske medier over med historier om det dårlige ved at arbejde med Kina. 

Flere nordjyske kommuner og organisationer har samarbejde med kinesiske byer, universiteter og organisationer. Er det så farligt eller en fejl? Senest har vi i Aalborg etableret et potentielt omfattende samarbejde med bystyret i Shanghai omkring virksomhedssamarbejde, investeringer i Nordjylland og vidensudveksling mellem vore universiteter. Betyder sådan et samarbejde, at de kommer og spiser os, tager alt hvad vi ved, og bruger det imod os. Det hurtige svar er nej. 

Kineserne vil lære af de bedste

Når man sidder der til et møde med repræsentanter fra bystyret i Shanghai med 24 millioner indbyggere, som jeg selv gjorde for en lille måneds tid siden, så kan man godt tænke. Hvad vil de med os fra lille Aalborg? Kan vi få noget ud af det? Vil det skabe vækst og jobs i Aalborg og Nordjylland? 

Det tror jeg på. Kineserne er blevet mere og mere globalt orienterede. De vil rigtig gerne lære af de bedste, især omkring grøn omstilling og nye teknologier, som vi i Nordjylland er rigtig gode til. Især på det sidste går det begge veje, for den teknologiske udvikling i Kina er i topfart. Af 1,4 mia. kinesere har 95% af dem en smartphone og 1 milliard er på WeChat (deres version af Facebook). 

Læs også Blog: Den-unten-ranme!

Kinesere er dybt fascinerede af teknologiens muligheder og prøver alting af, nærmest uden at stille spørgsmål ved det. De skaber de vildeste teknologiske produkter, som f.eks en metrostation, hvor du betaler med dit ansigt (fordi ansigtsgenkendelse er koblet med GPS-data og elektroniske betalingssystemer). Det er her nogle af de etiske problemstillinger dukker op, når man på den måde bliver “overvåget”, og det kan bruges til kontrol. 

Kinesere vil gerne investere i virksomheder i Europa, eksportere og indtage nye markeder. Præcis som vi også gerne vil. For os handler det naturligvis om at finde de virksomheder, som gerne vil investere her i Nordjylland og skabe lokale jobs. Det kan f.eks være en virksomhed, som sælger el-drevne busser, tog eller færger og ønsker at bruge Nordjylland som deres europæiske hovedkvarter (og herfra sælger til resten af Skandinavien eller Europa). Vi hjælper dem med at etablere sig og skabe samarbejde med vores universitet, så de også på langt sigt får udviklet deres produkt. En sådan case er egentlig simpel og uproblematisk og ikke mindst jobskabende for os. 

Job og vækst

Sådanne eksempler på tiltrækning af virksomheder vil vi gerne have flere af, men det kan også være i form af kinesiske investeringer i lokale virksomheder, der betyder, at de kan udvide deres produktion eller medarbejderstab. Resultatet er det samme – jobs og vækst. 

Læs også Blog: Fryser du ikke om hovedet?

Vi har på det seneste set eksempler på udenlandsk ejede virksomheder, som er flyttet fra Aalborg. Engelske BAE-systems, hvor over 170 medarbejdere mistede jobbet, og amerikanske Intel, hvor ca. 200 endte uden job. Så vi kender godt nogle af mekanismerne, også når det går den forkerte vej.   

Så i Kina spiser de mange mærkelige ting, men de spiser ikke nordjyder. Vi skal ikke gå blåøjede ind i samarbejder men tænke os om og fastholde høje etiske standarder. Men det skal vi jo også, når vi handler og samarbejder med amerikanere, englænderne, nordmænd, fynboer og alle mulige andre. Det er ikke et spørgsmål, om vi skal arbejde med Kina, men hvordan. 

Om bloggeren

Tonny Thorup er 47 år og bor i Aalborg efter i sin tid at være emigreret fra Vestjylland for at studere på Aalborg Universitet. Han er erhvervschef hos BusinessAalborg, Aalborg Kommune og har gennem over 20 år arbejdet med at skabe vækst og jobs til nordjyderne. Tonnys personlige slogan er “Handling slår alt”, og han tilgår sit arbejde med passion og højt engagement og tror altid på ligefrem, åben og ærlig dialog. Han går meget op i håndbold og er ivrig træner på sønnikes U10-hold i Aalborg KFUM. Hører gerne Dizzy Mizz Lizzy, Carpark North eller Saveus alt imens Liverpool FC vinder fodboldkampen i tv.

Download vores nye app!
Download vores nye app!
Download vores nye app!

Forsiden lige nu