Kinesisk nytår i Aalborg

[size=2]Selvom det nye år snart er en måned gammelt for os, så blev der i Aalborg endnu engang fejret nytår - på kinesisk. [/size]

Borgmesterforvaltningen i Aalborg fik utraditionelt besøg. Eller måske nærmere meget traditionelt besøg, da der blev fejret kinesisk nytår. Det betyder, at dragens år er begyndt.

Dørene var åbne for, at alle kunne smage, høre og føle på den kinesiske kultur. En skoleklasse blev undervist i kinesisk kalligrafi af sprog- og kulturlærer Bao Rui.

- Jeg tror, at de har lært meget. Jeg har vist dem baggrunden og historien bag kinesisk kalligrafi, fordi det kinesiske sprog er så forskelligt fra det europæiske sprog. I har alfabetet, hvor vi har kinesiske tegn. Hvert tegn har sin egen historie. De skal ikke bare skrive det, det handler også om at være kreativ. Mange af dem har været meget motiverede, siger Bao Rui til TV2/Nord.

Manden bag håber, at arrangementet vil gøre interessen for Kina større.

- Jeg tror, at folk bliver nysgerrige for at vide mere, og finde ud af, at der er noget, der hedder kalligrafi i Kina, og at der er de her historiske tegn, der er utroligt flotte og utroligt komplicerede. Så vi håber, at folk derudfra vil få en interesse for det, og gå på nettet og finde mere og måske rejse til Kina, siger Thorsten Haensel, projektleder ved Konfucius Instituttet ved Aalborg Universitet til TV2/Nord.

Det kinesiske nytår minder ikke om det danske nytår, men til gengæld om en anden højtid, som står danskerne meget nær:

- Det er lidt som juleaften for os. Det er alle kulturelle elementer, der falder sammen i det kinesiske nytår. Det er en kæmpe ting i Kina. De seneste uger har man hørt nyheder om, at 50 millioner kinesere er undervejs for at besøge deres familie, så det vil vi markere med sådan et lille arrangement her, siger Thorsten Haensel til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland