Kirsten Jacobsen husket som 'enmandshæren'

Kirsten Jacobsen blev i sine næsten 30 år på Christiansborg kendt som en "énmandshær" eller "ombudskvinde" for mennesker, der var kommet i klemme i systemet.

Selv sagde hun: "Jeg er vendelbo. Når man er født nord for fjorden, føler man sig som noget særligt. Vi er en oprørsk landsdel".

Når Kirsten Jacobsen kastede sig over de mange enkeltsager, skyldtes det evnen til at blive gal, forklarede hun. Kirsten Jacobsen ville forsvare menigmands ret over for bureaukraterne i de fine kontorer - "banditter i habitter", som hun kaldte dem.

Som årene gik antog Kirsten Jacobsens post et svulmende omfang - på sit højeste 6000 henvendelser årligt, og det samme gjaldt den energi, som hun investerede i sagerne. Energien var ofte forbundet med en aggressivitet, der grænsede til brutalitet.

Kirsten Jacobsen stillede spørgsmål i Folketinget, hun holdt anklagetaler på talerstolene landet over, og hun skrev skarpe breve til lokale myndigheder.

Da Kirstens Jacobsens ægtemand døde i 1997 bragte det dog hende på sammenbruddets rand, men hun fortsatte i Folketinget indtil valget i 2001, da hun forlod dansk politik og et parti i opløsning og kaos.

Det skete efter, at Fremskridtspartiets stifter Mogens
Glistrup havde vundet en intern magtkamp, som fik Kirsten Jacobsen og de tilbageværende medlemmer af folketingsgruppen til at forlade partiet. De fortsatte folketingsarbejdet under gruppenavnet "Frihed 2000", men stillede ikke op til folketingsvalget i 2001.

Selv om den storrygende Kirsten Jacobsen havde håbet at fortsætte sin kamp også uden for Folketinget, så blev hendes sidste år præget af sygdom.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord