Kirurgisk beredskab sikrer fødsler i Thisted

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Barselsafsnittet på Regionshospitalet Nordjylland i Thisted kan holdes kørende. Det er en kendsgerning efter at Region Nordjylland har sikret at et kirurgisk beredskab kan understøtte patientsikkerheden.

Hvert år føder mere end 500 thy- og morsingboer på barselsafsnittet på Regionshospital Nordjylland i Thisted, og selvom der har været meldinger om det modsatte vil det fortsat være muligt.

Region Nordjylland har nemlig skabt en midlertidig driftsmodel, der sikrer at det krævede kirurgiske beredskab fortsat vil være til stede.

- Vi kæmper hårdt for at holde aktiviteterne på Regionshospital Nordjylland i gang. Og det gør vi med alle midler. Men altid under forudsætning af, at patientsikkerheden er på plads. Og det er nu lykkedes for os at skabe en løsning, som betyder, at vi har det kirurgiske beredskabsvagt i Thisted, som igen betyder, at vi kan holde barsels-afsnittet i Thisted kørende, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc. Dem.).

Hun takker ledelse og medarbejdere på hospitalet for at have bidraget til at skabe den nye løsning.

-Det står helt fast, at Region Nordjylland vil og skal have et akuthospital i Thisted. Også selv om vi har nogle særlige udfordringer, vi arbejder med i øjeblikket, siger regionsrådsformanden.

Hospitalsdirektør Henrik Larsen meddelte i sidste uge at man på grund af lægemangel ville blive nødt til at begrænse de kirurgiske aktiviteter henover sommeren. Og det er stadig situationen.

- Nu iværksætter vi en driftsmodel, der redder fødslerne i Thisted og sikrer trygheden for patienter og pårørende, mens vi prøver at beskrive og implementere en robust fremtid for sygehuset i Thisted, siger hospitalsdirektøren.

- Vi har en udfordring med at sikre det antal kirurgiske læger, vi har brug for. Men det gælder ikke alene hospitalet i Thisted – det gælder en lang række hospitaler over hele landet. Derfor er der ikke nogen nemme løsninger, vi kan trylle frem fra dag til dag.

Hospitalsdirektøren roser medarbejderne for deres medvirken til at skabe den nye løsning.

- Vores medarbejdere er meget aktive og beredvillige. Og det er det, der gør, at vi nu kan tale om, at vi har en løsning, der redder fødslerne i Thisted. Det er vi meget taknemmelige for, siger Henrik Larsen.

Region Nordjylland orienterer nu Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed om den nye driftsmodel for barselsområdet i Thisted. De to styrelser skal stadig acceptere modellen.

Har du et godt tip?