Nu sker det:

Kjeld flytter fyret


Murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup har i flere år planlagt og forberedt flytningen af Rubjerg Knude Fyr. Om kort tid kulminerer arbejdet, når den store kran fra BMS løfter det 120 år gamle fyr og sætter det på rulleskøjter, så det kan rulles 70 meter hen til den afmærkning i sandet, som Kjeld Pedersen har sat.

quote Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før.

Kjeld Pedersen.

Rubjerg Knude Fyr blev opført for 120 år siden. Fyret blev bygget 200 meter fra kysten omgivet af boliger til fyrmesteren, hans familie og fyrmesterassistenter. I dag står fyret kun få meter fra vandkanten og er tæt på at dratte i havet. Boligerne omkring er for længst væltet og har i årevis ligget som ruiner ved det ikoniske fyr.

For at redde Rubjerg Knude Fyr blev der i 2018 afsat fem millioner kroner på finansloven til at flytte fyret, og byrådet i Hjørring vedtog kort efter, at fyret skulle flyttes. I begyndelsen af 2019 gav Fredningsnævnet, Kystdirektoratet, naturmyndighederne med flere tilladelse til, at fyret måtte flyttes.

Vejen til flytningen af fyret var banet og det blev den lokale murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup, der fik opgaven. Den 28. maj underskrev han aftalen med Hjørring Kommune.

Det er murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup Murerforretning, som skal stå for flytningen.
Det er murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup Murerforretning, som skal stå for flytningen.
Foto: Jesper Christiansen

Onsdag den 14. august rykkede Kjeld Pedersen og hans folk ind på området ved Rubjerg Knude Fyr. I mere end to måneder har de forberedt flytningen af fyret, støbt ekstra jern og beton på fundamentet og gravet sand og gamle bygninger væk ved fyret, så alt er klar til, at fyret kan flyttes.

For Kjeld er fyret ikke bare et fyr

Kjeld Pedersen driver til daglig Lønstrup Murerforretning. En lille enmandsvirksomhed i Lønstrup, med Kjeld Pedersen som eneste ansatte. Og normalvis indgår flytning af 120 år gamle fyr ikke i de opgaver, han har i murerforretningen.

- Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, siger Kjeld Pedersen.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

For den lokale murermester i Lønstrup har det 120 år gamle fyr en særlig betydning, og derfor vil han gøre alt for at redde det fra at styrte i havet.

-  Jeg har gået og kigget på fyret hver dag. Jeg har bygget et tårn derhjemme, hvor jeg bor, så jeg kan komme op og se fyret, og der hvor jeg boede før, kunne jeg også se fyret. Det første jeg gjorde om morgenen, var at komme op, så jeg kunne se fyret - så fyret skal være der, siger Kjeld Pedersen.

Hvert år tager 250.000 mennesker turen op ad trapperne i Rubjerg Knude Fyr. 

- Vi har mistet Mårup Kirke, og fyret er den sidste turistattraktion, som vi har tilbage. Det betyder meget for Lønstrup, siger Kjeld Pedersen.

Derfor vil han redde områdets store attraktion fra at styrte i havet.

- Når jeg har gæster, der kommer langvejs fra, så skal de slæbes med op til fyret, for de skal se den plet, siger han.

Hver dag har turisterne kunnet følge arbejdet med at flytte fyret.
Hver dag har turisterne kunnet følge arbejdet med at flytte fyret.
Foto: Jesper Christiansen

Kjeld Pedersen har arbejdet i 2,5 år med projektet, så alt er timet og tilrettelagt til flytningen. Den store turistattraktion har de seneste måneder været omdannet til en stor byggeplads.

- Det er et fantastisk byggeri, der er lavet. Hvis man kigger på fyret, så står det fuldstændig skarpt, siger murermesteren fra Lønstrup.

Fyret får rulleskøjter på

Flytningen af Rubjerg Knude Fyr sker groft sagt ved, at fyret får "rulleskøjter" på og rulles 70 meter til den nye placering via et skinne-system.

Selve flytningen foretages af BMS Krangården, og det vil tage omkring 10 timer at flytte det tunge fyr 70 meter væk fra kystlinjen.

Det eksisterende fundament er blevet forstærket med både ekstra jern og beton. Det forstærkede fundament trækkes frem til den nye position ved hjælp af ”rulleskøjter”, donkrafte og hydraulik.

Flytningen sker langs et tracé, der er udgravet til et plant fundament i hele bakselængden.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

 

Der skrives historie:

Første gang et fyr flyttes


Kjeld Pedersen har ikke sovet ret meget natten til onsdag den 14. august. Det er dagen, hvor arbejdet med at flytte Rubjerg Knude Fyr går i gang.

quote Jeg bliver ked af det, hvis det går galt. Vi har kun det ene forsøg.

Kjeld Pedersen

Solen skinner på det gamle fyr fra øst. Det er tidlig morgen onsdag den 14. august. En dag som Kjeld Pedersen har glædet sig til i flere måneder. Det er dagen, hvor han begynder det store arbejde med at forberede flytningen af fyret.

2,5 år med forberedelse og planlægning er slut. Nu skal der arbejdes.

- Jeg har ikke sovet så meget i nat. Jeg har glædet mig ufattelig meget til at komme i gang, sagde Kjeld Pedersen, da han onsdag den 14. august klokken 6 om morgenen kunne se gummigeden kører ind på vejen op til fyret og begynde det første arbejde.

Gummigeden begynder at grave i sandet. Som det første skal der laves en vej, så maskinerne kan komme op til fyret.
Gummigeden begynder at grave i sandet. Som det første skal der laves en vej, så maskinerne kan komme op til fyret.
Foto: Jesper Christiansen

Det er første gang i danmarkshistorien, at man forsøger at flytte et fyr for at redde det fra at styrte i havet.

- Fyret kan ikke klare flere storme, så kan det ikke lade sig gøre at flytte det, siger Kjeld Pedersen.

Rubjerg Knude Fyr er bygget for 120 år siden. Dengang var der 200 meter til havet. I dag er der få meter. Derfor skal det flyttes, inden det ender i havet.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

- Det er en kæmpe opgave for sådan en lille forretning som min, men jeg er godt forberedt, og jeg har fået fat i de bedste folk til opgaven.

Fyret er kæmpe attraktion

Rubjerg Knude Fyr er den største turistattraktion i Hjørring Kommune. Hvert år besøges fyret af mere end kvart million mennesker.

- Det er en forretning for Lønstrup. Det er en forretning for Hjørring Kommune og Vendsyssel. Det er et ikon. Vi har fået mange henvendelser fra Tyskland. Det er helt sindssygt. Vi arbejder med noget, som har utrolig tiltrækning på turister, og det tør vi ikke bare lade os glide af hænde, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt fra Socialdemokratiet.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

Selve flytningen af fyret foregår i uge 43, og på 10 timer bliver det rullet 70 meter væk fra kysten.

- Jeg er en lille smule nervøs for at det kan gå galt. Jeg bliver ked af det, hvis det går galt. Vi har kun det ene forsøg, og vi gør det så godt, som vi kan, siger Kjeld Pedersen.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

Udlandet er vilde med Rubjerg Knude Fyr

Flytningen af Rubjerg Knude Fyr er en international begivenhed. Mange udenlandske turister besøger hver dag fyret, og på især Facebook følger mange med fra udlandet.

Fyret flytter, hedder Hjørring Kommunes officielle side på Facebook for flytningen af Rubjerg Knude Fyr. På siden kan man følge arbejdet med at flytte fyret, og på få måneder har siden fået over 6.000 medlemmer.

- Der er utrolig stor interesse fra Tyskland, siger Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt.

Hjørring Kommune forventer, at op imod 25.000 mennesker vil følge flytningen live ved Rubjerg Knude, og at mange tyskere vil være at finde ved fyret.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har det her som trækplaster, og jeg er rigtig glad for, at vi flytter fyret. Selv om noget af historien forsvinder fra fyret, så er der stadig et fantastisk drama, som man kan fortælle om, siger Arne Boelt.

Familien Richter fra Nurnberg er nogle af de mange tyskere, som besøger Rubjerg Knude Fyr.
Familien Richter fra Nurnberg er nogle af de mange tyskere, som besøger Rubjerg Knude Fyr.
Foto: Hans-Christian Lauritzen

Flytningen af det 120 år gamle fyr har skabt ekstra opmærksomhed.

- Det er flot. Det er interessant og simpelthen så fascinerende, fordi det står på kanten og er så tæt på at styrte ned. Det er virkelig spændende, siger Katja Richter fra Nürnberg.

Sammen med sin mand Marc Richter og deres to små børn har de taget turen op gennem den vandrende sandklit for at komme op i fyret.

- Det er meget interessant at se, hvordan det står i klitten, og hvordan byggepladsen er ved at komme på plads efter to dage. Det synes jeg er rigtig spændende, at det sker, mens vi står her, siger Marc Richter.

Kjeld Pedersen i gang med arbejde under fyrets fundament.
Kjeld Pedersen i gang med arbejde under fyrets fundament.
Foto: Jesper Christiansen

Naturens voldsomme kræfter

Kampen mod sandet


I mere end 100 år har man kæmpet mod sandet ved Rubjerg Knude. Sandfygning er også den største udfordring, som Kjeld Pedersen kæmper med, nu hvor fyret skal flyttes.

quote Vores maskiner døjer lidt med at klare det. De brækker lidt sammen.

Kjeld Pedersen.

I de to måneder, Kjeld Pedersen har arbejdet ved fyret, har vinden flyttet store mængder sand på stedet. En ny klit er eksempelvis blevet dannet nordøst for fyret, og ved siden af fyret er der dukket gamle affaldsmøddinger frem. De er kommet frem, da vinden har blæst sandet længere ind mod land.

Kjeld Pedersen oplevede, hvordan en sandstorm en weekend flyttede enorme mængder sand.

Vinden flytter hver dag rundt på store mængder sand ved Rubjerg Knude.
Vinden flytter hver dag rundt på store mængder sand ved Rubjerg Knude.
Foto: Jesper Christiansen

- Der forsvandt 40 centimeter sand ved fyret, fortæller Kjeld Pedersen.

Ifølge Kjeld Pedersen blev der den pågældende weekend målt vindstød på over 40 meter i sekundet ved fyret.

Opgav kampen mod sandet

Da fyret blev bygget, lå det over 200 meter inde i landet, og der var ingen større klitter omkring det. Med tiden kom havet nærmere, og samtidig blæste vinden store mængder sand op fra klinten. Sandet lagde sig foran og omkring fyret. Det fyldte brønden og ødelagde køkkenhaverne.

Allerede i 1920, få år efter at fyret var blevet taget i brug, begyndte man at køre sand væk fra området omkring fyret.

Sandet føres væk fra fyret mod nordøst.
Sandet føres væk fra fyret mod nordøst.
Foto: Jesper Christiansen

For at dæmpe sandet satte man fyrretræstoppe og beplantede klitten med marehalm og hjelme med det resultat, at klitten blot voksede sig større. Jo mere man plantede, jo mere voksede klitten. Til sidst lå sandet så højt, at det til tider var umuligt at se lyset i fyret fra havet. Den 1. august 1968 opgav man, og fyret blev tændt for sidste gang.

Klitten fortsætter med at vandre mod nordøst og langsomt begraves bygningerne ved fyret. I 2007 vandrer klitten forbi fyret, som nu ligger frit mod havet. Sandfygning har således været et problem ved Rubjerg Knude Fyr i 100 år.

I dag tager vinden fat i sandet ved kanten af klinten og bærer det 100 meter ind i landskabet og blotlægger nye historier ved fyret.

- Der kom fem affaldsmøddinger frem. Dem havde jeg ikke set før, siger Kjeld Pedersen.

En af de gamle affaldsmøddinger ligger helt ude på kanten af klinten.
En af de gamle affaldsmøddinger ligger helt ude på kanten af klinten.
Foto: Jesper Christiansen

De gamle affaldsmøddinger stammer fra dengang, der var fyrmesterbolig ved fyret.

Sandet tog Kjelds skæg

Det barske vejr ved Rubjerg Knude med blæst og sandstorm er ikke bare en udfordring for de maskiner, som murermester Kjeld Pedersen bruger til arbejdet med at flytte fyret. Murermesterens store sorte fuldskæg har også været plaget af sand - faktisk så meget, at det til sidst måtte lade livet.

Kjelds store sorte fuldskæg er væk. Der kom for meget sand i skægget ved Rubjerg Knude Fyr.
Kjelds store sorte fuldskæg er væk. Der kom for meget sand i skægget ved Rubjerg Knude Fyr.

- Jeg har lige rykket hele skægget af, fordi det var håbløst. Selvom jeg gik i bad to gange om dagen, så dryssede der stadig sand ud fra skægget, så jeg tog lige grønthøsteren. Jeg var nødt til at opgive, siger Kjeld Pedersen.

Mens skægget altså er væk, så holder maskinerne endnu. Det er dog en udfordring for materiellet at arbejde i sandet ved Rubjerg Knude.

- Vores maskiner døjer lidt med at klare det. De brækker lidt sammen en gang i mellem. Alt bliver fyldt op med sand, siger Kjeld Pedersen.

Det 120 år gamle fyr.
Det 120 år gamle fyr.
Foto: Brian Daugaard

Vildt rykind i vente:

Forventer at 25.000 vil se fyret flytte


Interessen for at se flytningen af Rubjerg Knude Fyr i uge 43 er enorm. Hjørring Kommune planlægger efter, at der kan komme 25.000 gæster på dagen.

quote Vi forventer, at op mod 25.000 mennesker vil se fyret blive flyttet.

Leif Lund Jakobsen fra Hjørring Kommune.

Flytningen af Rubjerg Knude Fyr i uge 43 er en kæmpe begivenhed og vil trække mange tusinde gæster til fra ind- og udland. Derfor sætter kommunen shuttle-busser ind fra Hjørring og Løkken til fyret for at undgå parkeringskaos.

- Vi forventer, at op mod 25.000 mennesker vil være interesseret i at komme ud og se fyret blive flyttet, siger kulturkonsulent i Hjørring Kommune, Leif Lund Jakobsen.

250.000 mennesker besøger hvert år Rubjerg Knude Fyr.
250.000 mennesker besøger hvert år Rubjerg Knude Fyr.
Foto: Brian Borch Daugaard

Busserne kører fra kl. 9.00-20.00 på flyttedagen. I Løkken er der stoppested på Busterminalen, og i Hjørring kan passagerne komme af og på bussen ved Dyrskuepladsen. Busserne vil kører fra stoppestederne hvert 15. minut.

I nærheden af Rubjerg Knude Fyr inddrages marker til parkeringspladser, den dag fyret skal flyttes. Her er plads til 1,500 biler. 

Der kæmpes for at banke hul i fyrets vægge. De er 90 cm tykke.
Der kæmpes for at banke hul i fyrets vægge. De er 90 cm tykke.
Foto: Jesper Christiansen

- Vi skal hyre busser, vi skal leje telte til de aktiviteter, der skal foregå. Vi skal lave aftaler med rigtig mange mennesker. Vi skal jo have politi, hjemmeværn og beredskab på plads, fortæller Leif Lund Jakobsen.

Flytningen er en sensation

Trods arbejdet med at flytte fyret besøges området dagligt af mange mennesker.
Trods arbejdet med at flytte fyret besøges området dagligt af mange mennesker.
Foto: Jesper Christiansen

Selvom det i mange uger har været hegnet inde, så det ikke længere har været muligt at komme tæt på fyret på grund af arbejdet med at flytte det, så besøges området dagligt af et stort antal gæster. Ingelise Jelling fra Holbæk er en af de mange turister, som har gået turen på 1,5 kilometer fra parkeringspladsen og op til fyret.

- Jeg skulle lige se fyret. Jeg synes, at det er en sensation, at man flytter det, siger hun.

Også ægteparret Pung fra Essen i Tyskland besøger fyret. Det er tredje gang, de er på ferie i Vendsyssel, og tredje gang, at de ser fyret.

- Det er meget interessant. Alene det at se at naturens kræfter har skubbet sandet rundt og fritlagt noget og gemt noget andet væk er utroligt, siger Heiner Pung.

Ægteparret Pung er taget fra Essen for at se Rubjerg Knude Fyr.
Ægteparret Pung er taget fra Essen for at se Rubjerg Knude Fyr.
Foto: Jesper Christiansen

Kjelds opfindelser:

Måtte opfinde nyt værktøj


Han hedder ikke Ole, men Kjeld. Murermesteren fra Lønstrup har en lille opfinder gemt i maven.

quote Det er jo ikke nemt lige at købe noget værktøj, som passer til det her.

Kjeld Pedersen.

Sammen med sin makker Anders Dahl har Kjeld Pedersen opfundet en række nye værktøjer, som er nødvendige for dem i deres arbejde med at flytte fyret.

- Det er jo ikke nemt lige at købe noget værktøj, som passer til det her, så vi er nødt til at lave det selv, siger Kjeld Pedersen.

Indtil videre er der kommer nyt værktøj ud af blandt andet en flaskerenser fra Jem og Fix, en donkraft fra Biltema og koste og skovle.

Denne flaskerenser gør det muligt at holde de dybe huller fri for sand.
Denne flaskerenser gør det muligt at holde de dybe huller fri for sand.
Foto: Jesper Christiansen

- Vi kan ikke bruge en almindelig skovl til at grave ind vandret med, så vi har lavet sådan en gammel kulskovl, fortæller Kjeld Pedersen, mens han viser opfindelsen frem.  

Det er en udfordring at arbejde i sandet ved fyret, for lige så snart der er boret et hul i fyrets fundament, så blæser der sand i.

Kjeld Pedersen i gang med boremaskinen ved et af de huller, som er savet i fyrets sider.
Kjeld Pedersen i gang med boremaskinen ved et af de huller, som er savet i fyrets sider.
Foto: Jesper Christiansen

- Så renser vi hullerne godt med flaskerenseren fra Jem og Fix, som Anders har svejset på en lang jernstang, siger Kjeld og viser Anders Dahls opfindelse frem.

Det er ikke bare i de lyse timer, at de to håndværkere er i gang med at udtænke, hvordan fyret skal flyttes.

- Både Anders og jeg holder sommetider byggemøde med os selv om natten, så kommer der lidt ideer. På den måde finder vi ud af, hvad vi skal bruge, og så er det godt, at Anders kan svejse. Det er ikke en af min spidskompetencer, siger Kjeld Pedersen, inden han igen vender sig mod arbejdet ved fyret med en af deres opfindelser i form af en kompressor.

Kjeld Pedersen og Anders Dahl i gang med arbejdet med fyret.
Kjeld Pedersen og Anders Dahl i gang med arbejdet med fyret.
Foto: Jesper Christiansen

Ekstra beton og jern

Fundamentet under Rubjerg Knude Fyr er blevet forstærket med både beton og jern. I alt er der kommet 7 kubikmeter ekstra beton og en masse jernstænger ind i fundamentet, som skal gøre det muligt at løfte fyret. 

I den nye betonstøbning på fundamentet står der skrevet ”Kjeld Pedersen d. 25/9”. Indgraveringen i betonen markerer, at støbearbejdet er afsluttet den 25/9 2019 - og så er det murermesterens besked til hans efterfølgere ved fyret.

- Dem der flytter fyret næste gang, kan så snakke om, hvem det var. Jeg bliver selv rigtig glad, når jeg finder en besked eller noget, når jeg rager noget ned, siger Kjeld Pedersen.

Kjeld Pedersens navn står nu skrevet i fyrets fundament.
Kjeld Pedersens navn står nu skrevet i fyrets fundament.
Foto: Jesper Christiansen

Også Kjeld Pedersens to trofaste hjælpere ved fyret, Anders Dahl og Steen Hansen, har skrevet deres navne ind i den nye beton ved fyret.

Rubjerg Knude Fyr skal flyttes 70 meter ind mod land i uge 43, og ifølge beregningerne kan fyret stå på den nye placering i cirka 40 år, før havet igen truer med at æde det.

Det 120 år gamle fyr er blevet forstærket med store jernbjælker og stolper, som er støbt ind i fundamentet, og der er hældt syv kubikmeter ny beton i fundamentet, så det nu er stærkt nok til at blive løftet og rullet til den nye placering.

Der stikker 24 jernstolper op ad fundamentet.

- Det er de jernstænger, som vi skal løfte fyret i. De skal kunne bære hele vægten, siger Kjeld Pedersen.

De mange jernbjælker skal bruges til at løfte fyret i.
De mange jernbjælker skal bruges til at løfte fyret i.
Foto: Jesper Christiansen

Overraskelser ved fyret

Sandet gemmer på hemmeligheder


I sandet omkring Rubjerg Knude Fyr er der dukket mange overraskelser op. Kjeld Pedersen er stødt ind i både en skjult kælder og et fint terrazzogulv.

quote Til min store overraskelse er der en sokkel, hvor der ser ud til at være en kælder.

Kjeld Pedersen.

I forbindelse med udgravningen af fundamentet dukkede et gammelt terrazzogulv op. Det har været i det gamle maskinhus, som var foran fyret ud mod havet.

Gulvet er i så fin stand, at Hjørring Kommune har besluttet at bevare dele af det. Derfor skal det skæres op.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

- Vi deler det op i nogle felter, som så kan bruges senere, siger Kjeld Pedersen.

Kommunen håber, at man i fremtiden med økonomisk hjælp fra flere fonde kan lave et besøgscenter ved fyret, og her skal gulvet i givet fald udstilles.

Arbejdet med at forberede flytningen af fyret er gået som planlagt, men undergrunden bød dog alligevel på hemmeligheder.

- Til min store overraskelse er der en sokkel, hvor der ser ud til at være en kælder. Den har jeg ikke kunnet se nogen steder, siger Kjeld Pedersen.

Bag soklen gemmer der sig en gammel kælder, og den gemmer på en våd overraskelse.

 
 
Foto: Hans-Christian Lauritzen

Anders Dahl og Thomas Munkedal skulle bare fjerne den gamle, ukendte kælder, da der pludselig pibler vand ud. Stille og roligt begynder vandet at stige omkring det gamle fyr.

- Der skulle ellers være lukket for vandet, siger Thomas Munkedal.

Der findes tegninger af fyret og dets sokkel, men de gamle, sammenstyrtede bygninger ved siden af fyret, aner ingen rigtig, hvad gemmer på. Specielt ikke i den hidtil ukendte kælder.

- Normalt kommer vandet oppefra, men det her, det kommer nede fra. Jeg tror bare, at det er en gammel kælder, som har stået og er blevet fyldt med vand, siger Anders Dahl.

Vandet begynder at løbe langs den ene side af Rubjerg Knude Fyrs ene sokkel, der er fritlagt og gjort klar til flytning.

 
 
Foto: Hans-Christian Lauritzen

- Der var heldigvis bare kælderen, der var støbt med fast bund i, så den var selvfølgelig regnet fuld af vand. Nu har vi fået lavet hul i bunden, så vandet kan blive drænet ud, siger Thomas Munkedal.

Og det hjælper, for vandet stopper med at stige og siver i stedet ned i sandet uden at have gjort skade på fundamentet omkring Rubjerg Knude Fyr.

- Det sker der ikke noget ved. Det skal nok blive stående, siger Thomas Munkedal.

Sand kan kaste grus i flytningen

Sandfygning er den største udfordring, når Rubjerg Knude Fyr skal flyttes. De dyre maskiner, som skal flytte fyret, er sårbare overfor sandfygning, og en fygning kan udsætte processen.

Sandet ved Rubjerg Knude kan ikke tæmmes. I mere end 100 år har det skabt problemer ved Rubjerg Knude Fyr, og sandet er også i dag en stor udfordring for murermester Kjeld Pedersen, når han skal flytte det 120 år gamle fyr.

- Hvis der er sandfygning på flyttedagen, så kommer det ikke til at køre, fordi de rulleskøjter, som skal løfte fyret, er voldsomt dyre, og de lejer der er på dem, er bronzelejer, og hvis der blæser sand ind på dem, så går de i stykker, da de skal bære på den tunge vægt, forklarer Kjeld Pedersen.

I den to måneder lange periode, hvor Kjeld Pedersen og hans folk har arbejdet på at flytte fyret, er store mængder sand forsvundet fra klitten på nordsiden af fyret.

 - Nogen steder går det virkelig stærkt, siger Kjeld Pedersen.

Skrænten på nordsiden af fyret er nu så skrå, at når det blæser fra vest eller nordvest, så forstærkes vinden, og det sætter ekstra gang i sandflugten fra klitten.

- Faktisk er der på nordsiden forsvundet tre meter i højden på grund af, at vinden har taget sand, siger Kjeld Pedersen.

Fyret hænger i dag næsten bogstavelig talt ude på kanten. Fyret flytter 70 meter ind mod land, hvor sandet lige nu lægger sig.

Rubjerg Knude Fyr står i dag kun få meter fra vesterhavets bølger.
Rubjerg Knude Fyr står i dag kun få meter fra vesterhavets bølger.
Foto: Jesper Christiansen

Kjeld har sat afmærkning:

Fyret flyttes 70 meter


70 meter fra hvor Rubjerg Knude Fyr står i dag, har Kjeld Pedersen sat en markering i sandet. Det er her, at det 120 år gamle fyr skal flyttes til, når det rulles afsted.

quote Jeg håber så meget, at fyret står der i uge 43.

Kjeld Pedersen

Oprindeligt var planen, at Rubjerg Knude Fyr skulle flyttes 80 meter væk fra kysten, men på grund af de store sandklitter, så bliver det kun til 70 meter.

- Hvis vi går 80 meter hen, så kommer vi ind i så høj en klit, at hjørnet af fyret vil være dækket til, og vi er nervøse for, at sandet vil ryge hen foran indgangsdøren, siger Kjeld Pedersen.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

Gravemaskinen er i gang med at flytte det sidste sand i den brede bakserende, hvor fyret skal flyttes i. Den såkaldte bakserende er 16 meter bred og næsten 100 meter lang. I alt er der gravet omkring 4.000 kubikmeter sand væk fra bakserenden.

- Det er den største sandkasse, jeg har set, siger Kjeld Pedersen.

Fygning skal spolere flytning

Det er ikke bare sandfygning, som kan ødelægge flytningen af fyret.

Stor mængder sand flyttes hver dag ved Rubjerg Knude, og det kan gøre flytningen af fyret besværlig.
Stor mængder sand flyttes hver dag ved Rubjerg Knude, og det kan gøre flytningen af fyret besværlig.
Foto: Jesper Christiansen

- Usikkerhedsmomentet er nok lidt, at sådan noget som sand, det kan man ikke banke sammen. Vi håber, at de store køreplader, som vi skal køre fyret på, kan banke sandet sammen, siger han.

Kjeld Pedersen har sat sin afmærkning i sandet. 70 meter fra hvor fyret står i dag, er målstregen, når fyret rulles afsted.

- Jeg håber så meget, at fyret står der i uge 43, og at vi i uge 44 er i gang med at dække renden til igen, siger Kjeld Pedersen.

Der er gravet 4.000 kubikmeter sand væk fra den brede bakserende.
Der er gravet 4.000 kubikmeter sand væk fra den brede bakserende.
Foto: Jesper Christiansen

Tekst: Jesper Christiansen


Artklen er baseret på artikler og TV-indslag lavet i efteråret 2019 |