TV2 Nord

Kjeldsen klar til US Open

Golfspilleren Søren Kjeldsen gør Thomas Bjørn og Anders Hansen selskab, når U.S. Open skal spilles fra midten af juni i Pennsylvania.

Golfturneringen U.S. Open burde måske ændre navn til Danish Open. Mandag lykkedes det i hvert fald Søren Kjeldsen at kvalificere sig til den amerikanske Major-turnering som den tredje dansker, da nordjyden i en kvalifikationsturnering i Walton Heath tæt på London slog sig vej til Oakmont Country Club i Pennsylvania, hvor U.S. Open blive spillet fra den 14. juni.

Søren Kjeldsen blev med to runder på 69 og 70 slag således klar til at gøre Thomas Bjørn og Anders Hansen selskab i U.S. Open. De to runder rakte til en samlet ottendeplads for Kjeldsen, og da de ni bedste i kvalifikationsturneringen får adgang til Major-turneringen, så kan danskeren godt gøre sig klar til at krydse Atlanten.

Peter Hanson fra Sverige var mandag tre slag bedre end Søren Kjeldsen. De to runder i 68 slag rakte til en førsteplads i kvalifikationsturneringen for svenskeren.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord