Kjelling overvejer farvel til landsholdet

Aalborg Håndbolds norske stjerne er træt af skader og overvejer at stoppe på landsholdet.

Kristian Kjelling spillede senest for Norge i en testkamp i januar inden EM i Serbien. Nordmanden missede dog slutrunden på grund af en skade.

Og han er efterhånden så træt af skader og det fysiske slid ved at passe både klub- og landsholdskarrieren, at han overvejer at droppe landsholdet.

Det skriver tv2sport.dk.

- Det fungerer rigtig godt på klubholdet, men til landsholdssamlingerne bliver jeg tit skadet. Det er en brandærgerlig følelse, siger Kjelling til den norske avis VG.

Kristian Kjelling er nu i tænkeboks og vil tage den endelige beslutning inden Norges næste landskamp mod Island i april. Skulle det blive et farvel til landsholdet, afviser han dog ikke, at han vil gøre comeback på et senere tidspunkt.


Seneste nyt

fra Nordjylland