Kjelling skadet

Det norske landshold kommer muligvis til at måtte undvære Aalborg Håndbolds Kristian Kjelling i begyndelsen af den kommende EM-slutrunde på grund af en skade.

Den stærke bagspiller pådrog sig således en skade i baglåret, da Norge onsdag aften imponerede med en sejr på 29-20 over Egypten. Det skriver TV2 Sport.

Allerede i første halvleg havde Kristian Kjelling ispose på sit venstre lår, og nu risikerer Aalborg-stjernen at gå glip af de første kampe ved EM-slutrunden.

- Det er en forstrækning. Jeg håber ikke, at det er alvorligt. I værste fald er han ude i to-tre uger, siger landstræner Robert Hedin til norsk TV2.

- Vi ved mere om to-tre dage. Dette er vældig bittert. Jeg har været skadesfri hele det seneste halvår, og så sker dette på den tredje dag med landsholdet, siger Kristian Kjelling til NTB.

Norge indleder EM om 12 dage med en kamp mod Slovenien. Derudover er Norge havnet i pulje med Island og Kroatien.


Seneste nyt

fra Nordjylland