Kjelling udsætter operation til efter VM

Kristian Kjelling skal opereres for at undgå smerter, men AaB-spilleren vil først under kniven efter VM.

Kristian Kjelling sad senest ude for AaB Håndbold i weekenden på grund af smerter i maven, men selv om den norske håndboldstjerne kun kan blive smertefri med en operation, så har han valgt at vente med et indgreb til efter VM i januar.
 
Kjelling blev undersøgt tirsdag, men blev også stillet en
pause på 10 uger i udsigt, hvis han blev opereret nu.
Han håber, at han bliver udtaget til VM, og at smerterne vil være så små,
at han kan spille.
 
- Vi er blevet enige om, at vi venter med operationen. Jeg har trænet torsdag og synes, at det er mindre smertefuldt en tidligere, siger Kristian Kjelling til norsk TV2.
 
Kjelling har på grund af problemerne siddet udenfor i Norges to kampe i EM-kvalifikationen mod Holland og Grækenland.
Han regner dog med at være tilbage i weekenden for AaB.
 
- Jeg er med i kampen søndag og satser på at være med fremover, siger han.
Søndag møder AaB Fredericia på udebane. AaB ligger nummer fem i Jack & Jones Ligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland